Anmeldernes favoritter 2022
Det blev til 430 anmeldelser på Bogrummet i 2022, og vi er godt på vej mod 12000 anmeldelser i alt.
Tak til forfattere og forlag for jeres bøger! Og tak til anmelderne for at bruge tid og kræfter på at formidle litteraturen!
Her er nogle af anmeldernes bud på de største læseoplevelser i 2022.
_________________________________________________________________
Ulla Weishaupt:
Når et år rinder ud er der mange gode bøger og læseoplevelser at tænke tilbage på og 2022 har også budt på så mange gode bøger at det kan være svært at vælge de tre bedste ud.
Eliksir af Nis Jakob:
Krimier, har jeg læst en del af og følt mig meget underholdt, men skal jeg hive en frem må det blive Eliksir af Nis Jakob. Hans bøger er fantastiske, masser af spænding, en thriller i højt tempo, velskrevet og alt for hurtigt læst…så glæder mig til fortsættelsen der burde komme her i løbet af foråret.
Normalt er jeg helt klar tilhænger af fysiske bøger. Lydbøger er et alternativ hvis jeg kører bil eller gør rent, men fokus er jo netop ikke 100% på bogen og derfor får jeg ikke den fulde bog oplevelse, og e-bøger har jeg bare svært ved. Så fysiske bøger til mig..tak.
Men, ingen regel uden undtagelse. Nu er den nyeste bog i Wolf-serien af Nis Jakob udkommet som lyd- og e-bog, den fysiske udkommer først d. 4 april og så længe kan jeg bare ikke vente.
Da Inessa og hendes søn er inde og handle i et supermarked, bliver de opdaget af mafia betalte FSB-folk og der opstår ildkamp, trods ihærdig indsats fra Inessa er FBS i overtal så hun og sønnen bliver slæbt med til Mikas højborg. Wolf bliver sendt til Moskva i forsøg på at finde og befri Inessa inden det er for sent. Hjemme i København går det heller ikke for godt. Wolf datter er blevet udsat for drugrape, hans eks-kone og kæresten Anna presser på for at få ham til at tage affære, og de har meget svært ved at forstå at hans arbejde kommer først. Wolf bliver nødt til at få vennerne i kolonihavegruppen til at tage hånd om sagen, en løsning der ikke bliver helt uden problemer. (Læs hele anmeldelsen)
Himmelstormere af Maggie Shipstead:
Romaner har der også været en del af, og den der nok fangede mig mest var Himmelstormere af Maggie Shipstead, byggende 
på Marian Graves og hendes forunderlige liv. Ikke underligt at New York Times kalder den en bestseller, selv med sine 687 sider flyver man, på flere planer, gennem bogen.
De fleste kender Amelia Earhart, og hendes forsøg på at flyve jorden rundt langs ækvator. Hun forsvandt i sin Lockheed 10 Electra et sted over Stillehavet i juli 1937. En forsvinden der stadig vælger undren, og som bragte hende over i historien som kvindelig fly pioner. Men personligt havde jeg aldrig hørt om Marian Graves, før jeg læste denne fantastiske historiske roman af Maggie Shipstead. Ikke underligt at NewYork Time kalder den en bestseller, selv med sine 687 sider flyver man, på flere planer, gennem bogen. Den er så velskrevet og indlevende, så selv om det ikke lige er en bog man læser i sengen, så er den ikke til at slippe.
Handlingen udspiller sig i to fortællinger der flettes sammen. 60 år efter Marians forsvinden i et forsøg på at flyve jorden rundt, i Vandrehallen en C-47 Dakota, via polerne, besluttes det at filmatisere denne flyvetur. Hollywood-stjernen Harley Baxter får rollen som Marian, og i takt med at filmen skrider frem ændres hendes liv, hun fascineres mere og mere af Marians liv og dykker ned i det. Parallelt følger vi Marians liv fra hendes opvækst hvor hun efter at have set fly akrobatik stålsat går efter at blive pilot. (Læs hele anmeldelsen)
Skyggezone af Hanne Strager:
Når vi nu er ved kvinder med et usædvanligt liv, så er biografien om Inge Lehmanns liv ikke til at komme uden om. Skyggezone – en biografi om Inge Lehmann, kvinden der opdagede jordens inderste kerne af Hanne Strager, fortæller om en stor dansk forsker, der fordi hun var kvinde havde svært ved at slå igennem i vores hjemlige andedam. Helt klart en bog jeg meget vil anbefale at læse.
For en del år siden læste jeg Det blå lys (anmeldt her på siden) om Marie Curie, og på mange måder minder Skyggezone og Inge Lehmann mig om denne bog. Skyggezone, er en biografi om geofysikeren Inge Lehman (1888 – 1993) der var med til at grundlægge seismologien, og i øvrigt var den første kvindelige seismolog i verden. I 1936 fremførte hun under en del modstand hypotesen om at jorden har en fast indre kerne, hvilket vi i dag ved er korrekt. Begge var de kvinder der kæmpede for at blive anerkendt for den forskning de lavede, begge blev de gennem deres virke stillet i skyggen af deres samtids mandlige forskere og begge bidrog de med forskningsresultater der i dag er højt anerkendt. Så lige som med Det blå lys, må jeg sige at jeg har haft en stor læseoplevelse med Hanne Stragers meget velskrevede bog om Inger Lehmann. Hun tegner et meget levende billede ikke bare af Inger, men af hele det forskningsmiljø der herskede her hjemme og i udlandet. Bogen bærer præg af at Hanne Strager er gået i dybden med sin research. Forud ligger mange timers gennemgang af breve, videnskabeligt materiale og dokumenter, dels fra Rigsarkivet, men også breve og papier der er i familiens eje. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Ulla Weishaupt
_____________________________________________________________________
Splint:
Marquitomanen af Jean- Lorentz Lafontaine:
Denne sklidring af en personlighed er så absurd at den nærmest virker for god til at være sand. For en person som ham der her 
beskrives lyder som en opdigtet karakter. Og det er han på sin vis også, for det man ser og hører er langtfra det eneste der gemmer sig bag maskerne som han ellers bærer. Det er en rørende og sårbar historie som samtidig er absurd og grotesk. Det at nogen kan opfører sig på denne måde og slippe afsted med det fordi der er manipulationsevner som vi andre knap kan fatte, er sindsoprivende og alligevel dybt fascinerende. Det er en historie om en levende legende og dem mangler vi flere af – dog uden at måden tingene gøres på behøver at være ulovlige eller sagt med smil i øjet nogen gange skal man lade sig overgive til en sandhed de rer så langt fra ens egen virkelighed, for derigennem at møde et fantastisk væsen.
Kan man hylde en kriminel, når den kriminelle egentlig ikke selv gør andet end stiller op og fortæller det han opfatter som sandheden? Kan man ovenikøbet være glad på den kriminelles vegne over at han har opnået mere end mange andre overhovedet drømmer om i løbet af et helt liv?
Og kan man overhovedet kalde ham for kriminel andet en i en kort periode?
Det er ret interessant at selv her mange år efter så er historien og mystikken om Danmarks Marquis De Sade stadig fascinerende. Man lader sig stadig indfange af det univers som han kan fortælle om. Endnu en bog er nu skrevet om hans opvækst, liv, arbejde, seksualitet med mere. Og man kan mene om manden hvad man vil, men historier løber han ikke tør for. (Læs hele anmeldelsen)
Min kone af Karin Heurlin:
Man kan nikke genkendende til mangt og meget i denne roman. Og man både græmmer sig og morer sig lige dele undervejs. Det er et underholdende og lettere tankevækkende værk som skiller sig ud fra andre romaner, fordi man her rører ved et så centralt emne som det at leve livet på bedste vis. Det er fiktion men det er så virkelighedstro at man nærmest kan føle hovedpersonens følelser og især frustrationer i mens man læser. Og læser det gør man, for er man først gået i gang med bogen så slipper man den helst ikke igen før man når sidste side og er tvunget tilbage til sin egen hverdag.
Man starter på første side og så læser og læser og læser man. Det er umuligt at ligge denne bog fra sig, og man bliver fanget omgående da sproget er let og flydende samt handlingen med det samme er interessant. Den er nem at genkende livet og hverdagen i. Og frustrationerne i en familie hvor alt er blevet hverdag og teenagedatteren nærmest kun kan fungere på morgenmadsprodukter og enstavelsesord. Og her kommer man med det samme ind i en familie hvor der både er parterapi, følelser og fristelser over det hele. Det er en underholdende men også ret enkel historie. Og samtidig kan man både blive lidt vred og lidt ked af det grundet de ting som hovedpersonen gør og oplever. For et parforhold der knaser er aldrig kun den enes skyld.(Læs hele anmeldelsen)
Underlevet af Allan van Hansen:
Et grafisk værk der er yderst relevant og som rammer nogen tabu emner og nogen lag af følelser som man helst ikke vil i 
kontakt med. Et værk der viser mænds sårbarhed når de har været udsat for seksuelle overgreb og et værk der samtidig er både dybt personligt, men også meget vigtigt fordi det kan skubbe til andre som har brug for reel hjælp. Det er dybtfølende og anderledes og er bestemt ikke enkelt at læse sig igennem. Men det efterlader et indtryk med det samme, som gør at man gerne vil følge det til vejs ende, for at sikre sig at hovedpersonen er okay. Et kunstværk som samtidig har et vigtigt budskab, det er virkelig noget som skal ud til alle der kan have behov for at blive klogere på egne traumer eller på andres oplevelser med overgreb.
Et værk der bestemt ikke ligner andre værker. Her er den voksne og alvorlige side af livet, her er barnets måde at kapere begivenheder på, der er mellemtingen hvor man ikke helt selv ved hvem man er og ikke er. Og der er det hele menneske samt det ødelagte menneske eller menneskes sind. Det er dybfølt og rørende. Barskt og uretfærdigt. Og så er det modigt.
Det er en grafisk roman som rummer mange ting. Og selv når der ikke er tekst er det nemt at forstå meningen bag. For man er ikke i tvivl om at hovedpersonen er ved at drukne. Ikke i fysisk forstand, men drukne i sig selv og i følelser der ikke er bearbejdet. Man møder en hovedperson der via glimt af minder og små ting kommer tættere på sig selv ved at erindre hvad han blev udsat for som barn. Og han var ikke den eneste. (Læs hele anmeldelsen)
_________________________________________________________________________________
Vibeke Holm Andersen:
Mine læste og anmeldte bøger i 2022 er en blandet landhandel – romaner, biografier, erindringer, krimier. De tre, jeg vil fremhæve, er romaner, der har gjort indtryk og er blevet i tankerne efter sidste side er vendt.
Brænd alle mine breve af Alex Schulman
‘- spændende som en krimi, gysende som en psykologisk thriller’ skrev jeg om denne bog, som handler om forfatterens morfar og mormor, Sven og Karin Stolpe. Og så handler den om vrede, der nedarves.
Læs den – og læs også ‘Glem mig’ og ‘Overleverne’ af samme forfatter. Fantastiske bøger alle 3.
Kan vrede nedarves gennem generationer? Alex’ vrede er ved at ødelægge hans ægteskab, og han opdager til sin skræk, at hans børn er bange for ham. Hvorfor er det blevet sådan? Han beslutter sig for at gå i terapi, og finder ud af, at der i hans mors slægt altid har været stridigheder, uvenskab, intriger, søskende, der ikke ser hinanden.
Han finder frem til, at det stammer fra hans morfar, forfatteren Sven Stolpe. En morfar, som børnene havde stor respekt for, de vidste, hvilke regler der gjaldt hos morfar. De var bange for ham, samtidig med at de elskede hans humor, han kunne fortælle sjove anekdoter og være fjollet. Mormor virkede også bange for ham, underlig kuet fandt hun sig i hans luner, som at hun skulle springe op ad trappen til ham, når han bankede med sin stok på radiatoren. (Læs hele anmeldelsen)
De fire vinde af Kristin Hannah
Elsa kommer fra et liv i velstand, men uden kærlighed. Hendes liv ændrer sig drastisk, da hun bliver smidt ud hjemmefra og 
flytter ind hos sin mands familie i fattige kår – men endnu mere må hun ned på bunden af samfundet, udstødt og fattig, da hun flygter med sine børn til ‘Landet der flyder med mælk og honning’. En meget rørende historie om en kvindes liv i hård tid i USA i 20’erne og 30’erne, venter læseren af denne bog.
Sikke en fantastisk bog! Rørende, spændende, sørgelig roman om en kvindes kamp for at overleve – trods hårde og vanskelige vilkår.
Elsa er vokset op i en familie med to smukke og feterede søstre – selv er hun familiens ‘Askepot’, ikke særlig køn, ikke særlig elsket, en ung kvinde der lever et isoleret og ensomt liv med sine bøger. Hun drømmer om at stifte familie, få en mand og et par børn, men hun er efterhånden en ‘gammel kvinde’ på 25, en gammeljomfru, som har forpasset sine muligheder. Hun må se i øjnene, at hun næppe slipper væk fra forældrene.
Men så møder hun Rafe – en ung italiensk mand, 18 år gammel, han vækker følelser og længsler i hende. Da hun bliver gravid, bliver forældrene rasende – de smider hende ud hjemmefra, tvinger Rafe til at gifte sig med hende, og hun, der har været vant til tjenestefolk og aldrig har prøvet fysisk arbejde, flytter ind hos Rafe og hans forældre på deres lille gård i Texas. (Læs hele anmeldelsen)
Mit menneske af Herbjørg Wassmo
Endelig kom den bog jeg havde håbet, Herbjørg Wassmo ville skrive: den længe ventede opfølgning på bogen ‘Det syvende møde’ – en af mine yndlingsbøger!
Jeg er rigtig glad for, at Wassmo har givet os mulighed for at følge Rut og Gorm i deres videre liv.
‘Det syvende møde’ er en af mine yndlingsbøger. Jeg har for mange år siden (i 2007) anmeldt den her på Bogrummet, og min anmeldelse slutter med disse ord: ‘Man kan ikke lægge bogen fra sig før den er slut – og ønsker blot den havde varet længere.’
Heldigvis har forfatteren haft samme tanke, og nu er der kommet en fortsættelse til bogen. Den hedder ‘Mit menneske’ – pudsigt nok har jeg i anmeldelsen af ‘Det syvende møde’ citeret Gorm for disse ord: “Jeg tror du er mit menneske. Ikke fordi jeg vil eje dig, men for at mine tanker skal bære dig gennem alt. Også sorgen”
Gorm og Rut har begge et forlist ægteskab bag sig, begge har et barn, som de har forsømt, Siri, Gorms datter, er vokset op hos sin mor, Tor, Ruts søn, hos Ruts forældre. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Vibeke Holm Andersen
____________________________________________________________________________________
Nordstranden:
Jeg troede, 2022 ville blive året, hvor der skulle turbo på min skønlitterære læsning, for jeg er gået på efterløn! I mit arbejdsliv har jeg brugt læsningen som pusterum, afslapning og ”jeg-tid”, men nu hvor jeg har fået tiden tilbage, er der så mange andre spændende ting, der banker på. Så året har rent læsemæssigt været gennemsnitligt for mig. Af bøger jeg har læst og anmeldt vil jeg fremhæve disse tre:
Svøm med dem, der drukner af Lars Mytting:
Jeg har læst Lars Myttings to første bøger i Hekne-serien: ”Søsterklokkerne” og ”Skæbnens blå tråde” og blev så betaget, at 
jeg læste baglæns i hans forfatterskab og fandt ”Svøm med dem, der drukner”. Skøn bog! Til stor glæde for mig har andre på Bogrummet publiceret anmeldelser af de to førstnævnte bøger. Nu glæder jeg mig til sidste bog i trioligien i Hekne-serien. Alle betagende bøger, der har indtaget plads i min bogreol og i mit hjerte.
Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst ”Søsterklokkerne” og ”Skæbnens blå tråde”, som er første to bind i en planlagt trilogi, hvor jeg spændt venter på tredje bind.
Nu var tiden kommet til ”Svøm med dem som drukner” – som blev udgivet i 2014. Tit kan man blive skuffet, når man læser ”tilbage” i et forfatterskab – men bogen ryger fluks ind på min hylde med yndlingsbøger.
Bogen er velskrevet, sproget let og poetisk – og handlingen er en fin blanding af historie, mystik, kærlighed og naturbeskrivelser. Det er en dejlig fortælling, som man nyder at læse langsomt for at få det hele med. (Læs hele anmeldelsen)
Anton af Vibeke Marx:
Fra livskloge Vibeke Marx’s hånd har jeg læst ”Jord og hjerte”, som jeg blev så glad for, at jeg kastede mig over efterfølgeren ”Anton”. Bøger, der tåler en genlæsning!
Vibeke Marx er fantastisk dygtig til menneskeportrætter og hendes lærred er stort. Hun skriver med empati og kærlighed til mennesker, og man kommer helt ind under huden af hendes personer.
Vi er i før-krigsårene, og møder Anton, der har haft en barsk barndom. Hans far Knud forlod moderen, da hun var gravid og Anton voksede op som horeunge. Da moderen senere gifter sig med ”bonden”, der har to børn af tidligere ægteskab mærker han for alvor, hvilken gøgeunge han er, og ankomsten af hans lillebror hjælper ikke på hans status i familien – han føler sig som en skydeskive og et udskud.
Anton har gennem sin barndom længtes efter den far, han aldrig har kendt. (Læs hele anmeldelsen)
Ulvespring af Kerstin Ekman:
En absolut perle har været ”Ulvespring” af Kerstin Ekman, der i et lavmælt sprog, fortæller historien om jægeren Ulf, der ser 
tilbage på det levede liv og reflekterer over ægteskabet med Inga, venskaber og de dyreliv, han tog. En livsklog bog, der pryder min bogreol.
Det var en stor oplevelse at læse ”UIvespring”, skrevet af den svenske Kerstin Ekman, 89 (!) år gammel. Tænk at kunne skrive så smukt og betagende om livet i den alder. Hvor fortjent, at bogen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.
Da Kristelig Dagblads Liselotte Wiemer i et interview spurgte Kerstin Ekman, hvad livet havde lært hende, svarede hun: ”At mennesker altid er smukke, når de er autentiske”. Og autentiske, det er personerne i ”Ulvespring”, og det i en grad, så man kan spejle sig i deres liv og reflekterer over sit eget liv, naturen og de mennesker, vi bor på jorden sammen med.
Bogens hovedperson er den pensionerede Ulf, der lever med sin Ïnga i en svensk skov. Ulf har været passioneret jæger hele sit liv, og vi møder ham dagen før hans 70 års fødselsdag, hvor han er gået ud i skoven for at være lidt alene. Her møder han en ulv, og mødet bliver skelsættende for Ulf. (Læs hele anmeldelsen)
Fælles for de tre bøger jeg har valgt, er, at menneskeportrætterne kommer helt ind under huden på læseren, og man let kan spejle sig i deres valg, skæbner og liv. Det er det, som god litteratur kan – brage lige ind i hjertekulen på læseren.
Læs flere anmeldelser af Nordstranden
Hele familien er bidt af Jørn Riel, og 2022 blev året hvor jeg måtte bide i det sjove æble og snuse til mandens skrøner. DET har jeg ikke fortrudt. Helt uventet viser det sig, at to franske Riel-fanatikere har begået to tegneseriealbum hvor de har ‘oversat’ et udvalg af skrøner til tegninger og talebobler. Begge album er overraskende godt gennemført. Jeg læste også første bind af trilogien ‘Mine fædres hus’ hvor enkelte af de tegnede skrøner er fra, og selvom Riel i sin tid blev betragtet som andenrangslitteratur af kultureliten (hans bøger blev solgt i datidens største oplag og udsendt via bogklubber), er det blot et udtryk for helt urimeligt og upassende kultursnobberi. Riel skriver fantastisk, han er en meget talentfuld fortæller.
To franske Jørn Riel fans, forfatter Gwen de Bonneval og tegner Hervé Tanquerelle, har skabt et tegneseriealbum over et udvalg af Riels skrøner fra Grønland. Og hvad der kunne lyde som et sært projekt med et spøjst udgangspunkt, er et album der emmer af Riels fortælleglæde, og hvor det er lykkes at sætte troværdige ansigtstræk på mange af Riels faste figurer, som Riel selv reelt aldrig selv fæstner de store fysiologiske detaljer på. I Riels skrønesamlinger havde Des Asmussen sat billeder til, og Tanquerelle ramme Asmussens grundtone og gør den samtidig mere detaljerig. Mere skarp, hvor Asmussens billeder ofte nøjes med at lade læseren ane. (Læs hele anmeldelsen)
Gulag Øhavet 4 af Aleksander Solsjenitsyn:
Og så er det endnu engang ikke til at komme udenom, at nobelprisvinderen Solsjenitsyns litterære Gulag-studie er 
verdenslitteratur.
Fra bibliotek.dk: Ud fra samtaler og brevveksling mellem tidligere indespærrede og pårørende i Sovjet i perioden 1918-1956 tegnes et billede af retsløshed.
Lad os starte andetsteds. Amerikanske universiteter har i en årrække brugt race som optagelseskriterie: der skal være en bestemt kvote af forskellige racer. Derved vægtes intellekt og dygtighed mindre, og dermed kommer de knapt så dygtige studerende i problemer særligt på de teknisk krævende uddannelser. Hvilket er med til at opdyrke en offermentalitet hos studerende der reelt ikke har evnerne til at gennemføre. Dette er der intet nyt i. (Læs hele anmeldelsen)
Steen og Stoffer af Bille Watterson:
På tegneseriefronten vakler jeg mellem Steen & Stoffer og Asterix. Asterix bliver i disse år genudsendt i store, nærmest overvældende luksusudgaver, men det er faktisk for meget luksus: ekstramaterialer giver nærmest læseren forstoppelse, så selvom valget mellem de to serier i sig selv er umuligt, får Steen & Stoffer prisen, på grund af sit langt mere tilgængelige format. Men isoleret set er de to serier af samme høje kvalitet.
I andet bind tager såkaldte ‘running gags’ en ny udvikling, hvor den samme situation kædes sammen til en historie og fortsætter hen over en hel uges striber. Sammenlignet med Basserne, Garfield, Hagar osv, hvor der vendes tilbage til den samme situation igen og igen, malker Watterson alt ud af en hændelse, for så at lade den ligge. Indrømmet, han kører også traditionelle løbende vitser, men han tillader sig også at fortælle sekvenser der er mere rørende end morsomme. Han bryder med den typiske avisstribe, hvor der hver gang skal være et grin, og viser på den måde at han vil andet og mere med sin serie, da han lader en meget følsom og filosofisk Steen sige farvel til et lille døende pindsvin. (Læs hele anmeldelsen)
Frank Gabel:
Troldmanden fra Lublin af Isaac Bashevis Singer
Troldmanden fra Lublin, historien om den jødiske tryllekunstner Jasha Masur, er den af Isaac Bashevis Singers romaner, som mange 
anser for hans bedste værk. Den udkom i 1959 som føljetonroman på den jiddische New Yorker avis Forverts og blev oversat til engelsk et år senere. Den danske udgave ved Lilian Cipikoff kom først på gaden tyve år senere, i kølvandet på Nobelprisen i litteratur, som Singer modtog for sit livsværk i 1978.
Bedste Singer-bog eller ej, Troldmanden fra Lublin rummer i hvert fald de fleste emner og konflikter, som den polsk-amerikanske Nobelpristager elsker at udforske og uddybe i sine tekster: Konflikten mellem det traditionelle jødiske liv og det moderne, liberale samfund. Religionernes svar på livets store spørgsmål og videnskabernes svar. Og så selvfølgelig kærlighedens glæder og genvordigheder.
I Troldmanden fra Lublin er det den geniale hypnotisør og tryllekunstner Jasha Masur, der står i centrum af de singerske konflikter. Opvokset i et traditionelt jødisk hjem, vender den voksne Jasha sig væk fra sine forfædres strenge religiøse liv. Han begynder at rejse rundt i den polske provins og underholde folk med sine tricks og illusioner. Snart bliver han til en meget efterspurgt tryllekunstner, der optræder på de store scener. (Læs hele anmeldelsen)
Drengen de kaldte Jul af Matt Haig
Hvordan var julemanden som dreng? Hvordan så han ud, hvad lavede han? Hvor boede han? Det er nogle af de spørgsmål, som Matt Haigs lille søn gik rundt og spekulerede over. Forfatter-faren tænkte lidt over det og så kom han med et eventyrligt, sjovt og spændende svar i bogform: Drengen de kaldte Jul.
Historien om julemanden in spe begynder i det sydlige Finland, hvor lille Nikolas bor med sin far i en faldefærdig hytte. Fars løn som skovhugger slår kun med nød og næppe til for at få enderne til at mødes. Men en dag får Nikolas’ far et fristende tilbud: Han skal med på en ekspedition til Det Høje Nord for at finde Nissebo — nissernes legendariske by. Hvis det lykkes, vil han tjene en formue og alle deres pengesorger vil være løst for altid. Det er et tilbud, han ikke kan takke nej til — selvom det betyder, at Nikolas må bo sammen med den frygtelige tante Carlotta et stykke tid. (Læs hele anmeldelsen)
Fiskehuset af Stein Torleif Bjella 
En uges efterårsfiskeri i de norske fjelde, gamle familiehistorier og kritisk vurdering af egne valg i livet — det er opskriften på Stein Torleif Bjellas debutroman, som udkom på nynorsk i 2021.
Fiskesøen Storsenn har tilhørt familien Aal i flere generationer. Da Ivar, der har passet søen i mange år, føler, at hans tid er ved at rinde ud, skal der findes en arvtager. Valget falder på nevøen Jon. De to tager sammen ud på en uges efterårsfiskeri, hvor Jon skal lære alt, hvad han skal vide for at kunne klare det hele alene i de efterfølgende år.
Men det bliver ikke kun til et lynkursus i fiskeri og forvaltning af fiskehytten og tilhørende udstyr, men også et tilbageblik på familiens historie og en kritisk analyse af den unge Jons gøren og laden.
Onklens kontante kommentarer om alt, Jon foretager sig, sætter gang i en tankeproces hos Jon. Hvor står han i livet? Har han truffet de rigtige valg indtil nu? Og ikke mindst: hvorfor er det ham, der skal arve fiskesøen, når onkel Ivar kritiserer stort set alt, hvad han gør, og tilsyneladende mener, at han bare er uduelig. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Frank Gabel
________________________________________________________________________________________
Christian Møgeltoft:
Himmelstormere af Maggie Shipstead
Drengepigen Marian Graves’ eneste ønske er at blive pilot. Vi følger hende og broren Jamie, fra de som spæde reddes fra et eksploderende skib, hvor deres far er kaptajn.
En pige. Uden penge. Glem det. Men i 1929 som blot 15-årig, hvor Marian allerede er en erfaren spirituskurér med eget Ford-automobil, opfylder en listig spritsmugler hendes hede drømme. Og Marian er et naturtalent; modig, udholdende, teknisk dygtig.
Handlingen klipper frem og tilbage mellem Marians stadig mere avancerede flyvninger i små, livsfarlige biplan – til nutidens Hollywood-stjerne Hadley Baxter, der skal portrættere Marian.
Jeg-fortælleren Hadleys vej til toppen har bestemt heller ikke været uden bump. Men nu er hun dér, tjener 32 millioner dollar om året og kan vælge og vrage mellem de flotteste mænd og alt, hvad der glitrer og funkler. Desuden er hun nødt til at have alskens folk ansat.
“Når man er så berømt, som jeg er, er man som et enormt flydende havdyr, et selvstændigt økosystem, der forsørger en koloni af småfisk med de madrester, der sidder mellem tænderne.” (Læs hele anmeldelsen)
_________________________________________________________________________________________
Newyorkcitygirl:
2022 blev et år, hvor jeg målt på antal ikke fik læst afsindigt mange bøger. Til gengæld er de bøger jeg fik læst ofte nogle mursten og de bøger jeg fik læst var mange gange fremragende. Jeg har valgt tre bøger ud, som i særlig grad gjorde indtryk på mig:
Fanden tage dig af Niels Frank.
Årets væsentligste bog, der handler om kvindedrab. Niels Franks søster blev dræbt foran sin familie da hun valgte at blive skilt 
fra sin mand, der gennem 40 år systematisk havde tyranniseret hende. Bogen sætter fokus på et ubehageligt emne, men det er desværre et faktum, at der i gennemsnit sker et partnerdrab en gang om måneden her i landet.
Hvert år bliver 12 kvinder slået ihjel af deres partner eller tidligere partner; det er i gennemsnit en om måneden. Forud for de fleste drab er der ofte foregået psykisk og fysisk vold, måske endda igennem flere år før for drabet.
I slutningen af marts 2021 dræber en 61-årig mand sin 62-årige ekskone i Horsens. Den dræbte kvinde er forfatter Niels Franks søster Elin Just og hun har gennem sit 40-årige ægteskab med Peter været udsat for psykisk vold, ja faktisk systematisk nedbrydning og ydmygelser og kontrol.
Efter drabet begynder Niels Frank at skrive på det, der er blevet til bogen ”Fanden tage dig. Beretning om et kvindedrab”, der udkom for et par måneder siden på Gyldendal.
Bogen er fortællingen om søsterens liv og skæbne, men er i overført betydning også historien om mange andre kvinder, der har betalt med livet for at have været i et forhold med en narcissist eller ligefrem psykopat. Fortællingen om mænd, der er farlige og om kvinder, der først alt for sent søger at komme ud af et forhold, hvor de menneskeligt set er blevet helt ødelagte. (Læs hele anmeldelsen)
Amdi bliver til af Rune Skyum-Nielsen.
En biografi, der fortæller historien om hvordan Mogens Amdi Petersen blev den han blev. Fra opvæksten med en tyrannisk far 
blev han til en kuet dreng, der senere blev karismatisk leder af Tvind og endnu senere eftersøgt og dømt for skattesvig. Suveræn og gennemarbejdet biografi.
Siger man navnet Mogens Amdi Petersen kan man være næsten sikker på, at alle har en mening om ham.
Mogens Amdi Petersen er nok mest kendt som stifter og leder af skolesamarbejdet Tvind og initiativer som Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium. Disse var måske især populære op gennem 70´erne, hvor mange unge mennesker tog med ud at rejse.
I nutiden er Amdi nok bedst kendt for, at han i 2002 blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles, mistænkt for underslæb og skattesvig for 52 millioner kroner. Amdi er forsvundet ud af landet og er gået under jorden og er på den måde lidt af et levende mysterium.
Amdi er en mand, der er gået fra næsten at være en kultfigur eller frelsende engel i 70´erne til at have en skurkerolle, men er han enten en skurk eller en frelsende engel? Eller findes svaret et sted midtimellem? (Læs hele anmeldelsen)
Venskabets pris af Kjell Askildsen.
En virkelig fin novellesamling af den norske forfatter Kjell Askildsen, der døde i 2021. Askildsen var en fremragende forfatter, der med ganske få ord kunne tegne præcise portrætter af helt almindelige mennesker, denne bog er et lille mesterværk.
Hen på efteråret 2021 døde den norske forfatter Kjell Askildsen i en alder af 91 år. Han efterlod sig et langt og anmelderrost forfatterskab, som jeg ikke havde beskæftiget mig med tidligere. Hvilken skam, for hans bøger befinder sig på den allerøverste hylde af europæisk samtidslitteratur.
”Venskabets pris” er titlen på den novellesamling du her læser en anmeldelse af.
12 korte noveller fordelt på 91 sider.
Novellerne har det tilfælles, at de handler om det vanskelige i menneskets relationer til hinanden.
Hovedpersonerne i novellerne er oftest mænd, således også i titelnovellen ”Venskabets pris”, hvor to ældre mænd mødes på en restaurant efter en længere årrække, hvor de ikke har set hinanden. Mødet er kejtet, akavet og måske burde de slet ikke have genoptaget kontakten til at begynde med. Men ”Jeg havde sagt ja, fordi jeg havde undslået mig to gange før. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Newyorkcitygirl
_________________________________________________________________________________________
tvinger mig til at læse bogen to gange, og hjernen er stadig forundret. En helt usædvanlig bog!Uforskammet længe har Rasmus Hastrups nye bog, Ur, ligget på mit bord og ventet på at blive læst. Hvorfor hedder den Ur? Hvorfor er der en stejlende tyr på forsiden?
Så længe jeg kan huske, har jeg været tiltrukket af ting, der har givet hovedbrud. Computerspil som Mystserien, film som Inception, Looper osv. Det pirrer min nysgerrighed og får mig til at gruble. Hastrups ord gør det samme. For ikke så længe siden begyndte jeg at genlæse en af hans noveller, gik af ukendte grunde i stå midt i historien om staklen der faldt ned i et hul i skoven og endte i et bibliotek. Jeg tænker tit på ham. Ligesom denne bog vil dukke op i min bevidsthed fra tid til anden.
I starten går det godt i Ur. De tre første kapitler foregår i 1300 tallet, hvor vi får en smuk og tragisk historie om munken Æinir Glyrifax. Man får følelsen af at være med i Rosens navn, for Glyrifax er tilkaldt til en borg, hvor mange andre med særlige talenter er hidkaldt af en mystisk fyrste, for at tegne et specielt kort. (Læs hele anmeldelsen)
Forstyrrelsen af Steinar Bragi
Forstyrrelsen er i familie med Ur i den forstand, at den får hjernen til at koge, det er virkelig en forstyrrelse. Jeg er tiltrukket af bøger der udfordrer mig, og selvom jeg ikke altid fanger den dybere mening, så er oplevelsen det bærende, at blive ført hen et sted, hvor jeg ikke kan bunde.
Steinar Bragis Forstyrrelsen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, en pris der overraskende ikke vrænger næse af science fiction genren. Selv er jeg ikke overrasket over nomineringen, for bogen er fremragende, og som andre af forlaget Screaming Books udgivelser er det netop en kæmpe forstyrrelse at læse værket. Desværre gik han tomhændet hjem.
I 2030 opstår Forstyrrelsen i centrum af Reykjavik. Et mystisk område der hurtig bliver omkranset af høje mure og store sikkerhedsforanstaltninger, da folk der nærmer sig simpelthen forsvinder. Ekspeditioner bliver sendt derind, størstedelen af agenterne dør straks eller kort efter indtrædelsen, men de overlevende kan kommunikere med Omverdenen og finder hurtigt ud af, at Forstyrrelsen er en tro kopi af verden, hvor man kan risikere at møde sig selv, men turen derind er en enkeltbillet, der er ingen vej tilbage. I 2034 ved man stadig ikke meget om Forstyrrelsen, kun det faktum at på fire år er der kun gået et par dage i området, så da psykologen Halla bliver sendt ind, er det stadig år 2030. (Læs hele anmeldelsen)
Under overfladen af Daisy Johnson
Johnson skriver så man kan mærke og smage flodens brune vand, som jeg skriver i anmeldelsen, hvor jeg også sammenligner 
hende med Grete Roulund, der som Johnson kunne få mig foruroliget med sine ord. Blændende god roman.
Gretel bor sammen med sin mor i et temmelig dysfunktionelt hjem, ja faktisk flere hjem. Det ene af hjemmene er en kanalbåd på en af Englands mange floder, og meget af handlingen kredser hele tiden om floden. Moren har tiltagende Alzheimers, og i de lyse øjeblikke har de det dejligt sammen, men angsten lurer hele tiden for skiftet til den anden side af Sarah. En aften da Gretel er 16, stiger Sarah ikke på bussen sammen med hende, men efterlader hende alene.
Gretel bruger de efterfølgende mange år på at finde hende, opsøger sygehuse, lighuse politi osv. Hun kommer i tanke om drengen Marcus, der tilbragte en tid sammen med de to på båden, og hun opsøger hans forældre, for at måske få svar på sine spørgsmål.
Det føles som en meget forenklet gengivelse af bogens handling, for den stikker af i mange retninger uden at man bliver forvirret, jeg havde nærmere følelsen af at være et elastik, der blev strukket og sluppet på skift. Historien skifter mellem de tre kapiteltitler, Floden, Hytten og Jagten, den springer i tid og fortæller, og jeg tog mig i mange gange at bladre tilbage og genlæse nogle sekvenser. (Læs hele anmeldelsen)
Læs flere anmeldelser af Bjarne Jensen
___________________________________________________________________________________________
