Soning af Ian McEwan

Ved starten af Soning af Ian McEwan er Briony en lille forkælet forfatterspire på bare 13 år. Hendes sommerdage går med at skrive små fortællinger, som hendes mor læser med stor begejstring. Nu er hun ved at lægge sidste hånd på et skuespil som skal opføres for broderen Leon, der kommer hjem på sommerferie. Men skuespillerne, en kusine og to fætre er helt umulige og Briony er helt igennem fortvivlet. Søsteren Cecilia, som trods alt plejer at kunne trøste barnet er optaget af sine egne spirende følelser for nabodrengen Robbie og har ikke blik for Brionys situation, og da Briony to gange den pågældende dag er vidne til situationer, der for hende er uforståelige og som ikke kan tolkes som andet end overgreb på hendes elskede søster.

Da et reelt overgreb på kusinen Lola finder sted og Briony derfor ikke sen til at drage den slutning, at Robbie er overgrebsmanden og hendes vidneudsagn får afgørende betydning, Robbie fængsles.

Resten af livet søger Briony at sone den forbrydelse, der sendte Robbie i fængsel, adskilte ham fra Cecilia i en periode og gjorde at Cecilia brød med sin familie.

Robbie får afkortet sin tid i fængslet ved at melde sig som frivillig til militæret. Nogle af de passager i bogen som jeg synes er allermest sublime er dem fra hans tid i tjeneste. Robbie bruger næsten alle sine vågne timer på at fundere over, hvorfor Briony valgte at fastholde at han var gerningsmanden, når de begge var sikre på at han var uskyldig. Han efterrationaliserer alle de episoder, der har udspillet sig mellem ham og pigen, og imens resten af mandskabet spekulerer over, hvad han har oplevet, hvor og hvad han kommer fra, og hvad han er så optaget, ja faktisk nedbrudt over, søger Robbie at forstå fortiden. En del af dette er en situation, hvor Robbie er ved at være den dengang 10-årige Briony at svømme, og hvor hun, efter at han spurgt om han vil redde hende, hopper i vandet:

””Tak,” blev hun ved med at sige. ”Tusind, tusind tak.”
”Det var virkelig dumt gjort.”
”Men jeg vidste, du ville redde mit liv.”
”Er du ikke klar over, hvor let du kunne være druknet?”
”Men du reddede mig.”
Ængstelse og lettelse gjorde hans vrede endnu større. Han næsten råbte ad hende: ”Din dumme pige. Du kunne have slået os begge ihjel””

Idet Ian McEwan ved en senere lejlighed lader os komme ind i hovedet på Briony og se hendes blik på nogle af situationer bliver det tydeligt, hvor lidt de (vi) som mennesker ved om, hvad der foregår i hovedet på andre. Det er eminent skildret.

Jeg kan lide, at bogen hedder Soning, fordi det netop langt hen ad vejen er Brionys eget forsøg på at sone den forbrydelse hun har begået. Først meget sent i bogen, og måske endda på andres foranledning, søger hun forsoning med ofrene, søsteren og Robbie.

Jeg foretrækker coveret på nærværende udgave, frem for det vi ser på den senere udgave, hvor jeg formoder vi ser Briony som voksen, bagfra. For Ian McEwan beskriver netop så fantastisk, hvordan barnets mistolkning af de voksnes verden får vidtrækkende konsekvenser.

Lån bogen på Bibliotek.dk