0 kommentarer

hvad øjet ser af Louise Penny

af d. 5. april 2021
Info
 
Sideantal

440

Udgivet

2020

ISBN

9788740067798

Originaltitel

A trick of the light
Oversat af Maria Marqvard

Udgave

1.

 

Med bind syv i serien om Armand Gamache er Penny tilbage i samme stil som de fire første bøger i serien. Til stor glæde for denne læser! En ret enkel mordgåde, men samtidig en hel masse andet – bl.a. nye vinkler på seriens spændende persongalleri. Hyggelig, underfundig og ublodig.

Clara, som hidtil kunstnerisk har stået i skyggen af sin berømte mand, Peter, har endelig fået sin første soloudstilling. Morgenen efter udstillingen og festen sidder hun i sin have med en kop kaffe, og venter på at læse avisernes anmeldelser. Da Peter kommer tilbage med aviserne, ser han, at der ligger en kvinde i en rød kjole i et af havens blomsterbede – kvinden er Lillian Dyson, og hun er død. Aviserne må vente.

Armand Gamache og Jean-Guy Beauvoir, fra Sûreté du Québec, er i Three Pines, da de som venner af Clara har været til fernisering dagen før. Så de er hurtigt på pletten. Mange har deltaget i festen efter ferniseringen, men ingen har tilsyneladende bemærket Lillian Dyson. Det viser sig, at Clara kender hende – de var veninder gennem barndommen og ungdommen, men venskabet stoppede, da Clara fandt ud af Lillians sande væsen.

Ud over jagten på Lillians morder, kommer Penny omkring mange emner i bogen, bl.a. angst, magt, jalousi, tilgivelse, intriger og parforhold – både gode, solide og de mere skrøbelige.

Magt viser sig i den store betydning en anmelder har for en kunster – kunstneren er panisk angst for dårlige anmeldelser, og der er en tendens til at én dårlig anmeldelse kan overskygge fem gode. Lillian var kunstanmelder – og har med sin spydige pen ‘slagtet’ flere kunstnere, en enkelt af hendes anmeldelser bliver stadig citeret årtier senere.

Peter rammes af jalousi, og kan ikke føle ægte glæde over Claras succes – forfatteren skildrer fint, hvordan det kan ødelægge et forhold, når den ene kunstner i et parforhold ‘overhaler’ den anden.

Vi er med til møde i AA, hvor Lillian er kommet i mange år – og Gamache må sande, at man ikke kan skue hunden på hårene.
AA går ind for, at man skal opsøge sin fortid og søge tilgivelse – er Lillian mon kommet til Three Pines for at søge tilgivelse hos Clara? Er et menneske overhovedet i stand til at ændre sig?

Kunstverdenen er hård – for den ukendte kunstner kan det være umuligt blot af få lov til at vise sin portfolio – mens der er kamp og ufine metoder for at få en anerkendt kunstner i sin ‘stald’.

Gamache og Beauvoir er stadig mærkede af den politiaktion, hvor de begge blev ramt af skud. Nogen – men hvem? – har lækket en video, som nu ligger på nettet – det ribber op i de traumatiske hændelser. Særligt Beauvoir kan ikke slippe hændelsen, som har ændret hans liv. Han er blevet skilt, er grå og tynd og afhængig af smertestillende tabletter for at kunne sove. Og så er han forelsket – i chefens gifte datter.

Det er en skøn bog, meget mere end en krimi – jeg strøg igennem den på et par dage i påskeferien. Man kan i princippet godt læse den uden at læse de andre i serien, da forfatteren er flink til at komme med små updates undervejs, men det ville være ærgerligt – man går glip af en masse detaljer om de gennemgående personer.

 

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter