Sød tøs af Anna Juul

Jeg kan godt have lyst til at give Sød Tøs to forskellige anmeldelser og to forskellige antal stjerner. Det skyldes at bogen stilmæssigt befinder sig to meget forskellige steder.
Langt størstedelen af bogen synes jeg er helt igennem forrygende. Anne er en ung, kedelig kvinde og sproget er langt hen ad vejen lige så kedeligt, hvilket er den perfekte spejling på Anne. Det er nogle sjove ting, der bliver sagt, men de bliver formuleret på en så nøgtern måde, at det ligesom Anne ligesom ikke kommer over stepperne. Sproget sover, ligesom hun gør.

Som her, i starten af Annes forhold med Carl.

”Han havde fortalt om sin ”type”, altså smukke, men desværre også psykisk ustabile piger med store personlige problemer, og dem havde han altså brændt sig på alt for mange gange. Anne havde forsikret ham om, at han sagtens kunne stole på hende, hun havde ingen intentioner om at fucke med hans hoved. ”Det ved jeg godt”, sagde Carl, og havde Anne været mindre naiv, ville hun have hørt, at det allerede dengang løb, som om Carl fandt tanken om ikke at få fucket med sit hoved ulideligt dødbideragtig, men i stedet lagde hun sig bare til at sove.”

Anne sover videre, ligesom hun har gjort langt størstedelen af sit liv. Men da Carl slår op med hende, fordi hun er for sød (kedelig) til ham, og en af veninderne foreslår hende at gå til en psykolog for at få bugt med sine uheldige tilknytningsmønstre til mænd ændre Annes syn på verden sig.

Psykologen Malene vælger at fokusere på alle Annes relationer, og finder især dynamikken i hendes venindegruppe interessant. Og som hun siger ”Det handler ikke om, hvad alle andre har lyst til, eller hvem de har lyst til, at du skal være. Du er ikke statisk i dit eget liv. Du spiller hovedrollen.”

Dette fører til at Anne bliver opmærksom på en del indestængt vrede, der tekstmæssigt er skrevet med kursiv. Denne vrede er for Anne forbundet med skyld og skam og hun har meget svært ved at håndtere den. Samtidig bliver hun dog stadig mere klar over, at hun ikke kan lide det syn hendes veninder har på hendes, og slet ikke deres tendens til at være mere optagede af deres egne behov og kun har blik for hende, når det ikke kolliderer med deres egne ønsker.

Om det er Annes desperation, utryghed eller manglende sprog for, hvordan hun har det i gruppen og hendes trang til have det anderledes i selskabet med dem, Anna Juul forsøger at spejle i den stilmæssige ændring som bogen undergår i slutningen ved jeg ikke. Men jeg synes at det er en skam at stilen ændres så drastisk. Frem til omkring 30 sider før den sidste side synes jeg at Annes begyndende bevidstgørelse skildres som værende troværdig og sympatisk. Især fordi det i hendes tilknytning til psykologen Malene er tydeligt, at hun stadig i bund og grund er et ret uselvstændigt menneske, der har hang til at smutte, hvis hun bliver konfronteret med et perspektiv hun ikke kan rumme. Og netop derfor er slutningen på ingen måde tro mod Annes udvikling frem til da. Klart at usikkerhed og fortvivlelse kan få mennesker til at gøre atypiske ting, men den afslutning Anne har med veninderne er planlagt af hende, og det tror jeg simpelthen ikke på hun ville gøre, uanset hvor frustreret hun var.

Bogen er en anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket