Gader jeg har levet af Nikolai Torgersen

Gader jeg har levet er multikunstneren Nikolai Torgersens vidnesbyrd om en opvækst i en fattig familie præget af forældrenes misbrug og kommunale medarbejdere, der gerne ville hjælpe, men også gerne lade sig narre af løfter om bod og bedring.

Det er en bog med mange efterrationaliseringer og bogen er langt hen ad vejen kendetegnet ved forfatterens behov for at gøre op med sin dårlige samvittighed, når han føler at han har udstillet forældrene. Hvilket er tankevækkende, for som læser føler jeg bestemt ikke, at de bliver udstillede. Jeg føler tvært imod, at barnet Nikolai, og måske især den voksne forfatter med, ser dem som yderst kærlige mennesker, der trods massivt misbrug, fattigdom og psykisk sygdom gør deres yderste for at holde sammen på familien. Deres yderste er bare ikke godt nok.

Især Nikolais skildring af børnenes rolle i familien tog pusten fra mig: ”Jeg var en ængstelig dreng, det må hun jo have set, jeg så jp den samme angst i mine fire yngre søskende da jeg blev gammel nok til at forstå hvordan øjnene sladrer. Så hun hvordan ansvaret blev lagt over på os børn, måske først og fremmest mig fordi jeg var ældst, men efterhånden også mine søskende som havde en slags følelsesmæssig vagtmesterrolle i vores hjem hvor de hele tiden måtte arbejde for at humøret aldrig dalede, at fars frustration aldrig gled over i vrede, at mors fysiske smerter ikke vandrede for langt over på psykens banehalvdel og gjorde alting så meget sværere at håndtere….”

Selvom Gader jeg har levet er en svær bog at læse, følelsesmæssigt, er det også en bog, der på besynderlig vis rummer både håb, omsorg og taknemmelighed. Nogle gange måtte jeg lægge bogen fra mig, den relativt nøgterne skildring af den barndom og ungdom, der var hans var ganske simpelt for hjerteskærende. På trods af at jeg forstår alle ordene i bogen finder jeg det ubegribeligt, at et barn der har levet under de vilkår, og som senere har levet størstedelen af sine ungdomsår på forskellige venners sofaer i kortere eller længere perioder, kan blive et, i hvert fald kunstnerisk, velfungerende menneske. Måske er en af bogen vigtigste pointer netop, at der ikke findes et svar på dette. Der er ikke nogen entydig sammenhæng, mellem det han oplevede, og den han blev senere i livet. Ikke at forfatteren på nogen måde lægger skjul på, at han har en solid portion traumer med sig, det er blot ikke det eneste der har formet ham.

Gader jeg har levet er en anmelderbog.

Lån bogen på biblioteket