427
2026
978-87-434-1311-0
Duften af vanilje
1. Udgave
For de flestes vedkommende er der en klokke, der ringer af genkendelse, når man hører navnet Karen Volf. Enhver velassorteret butik med respekt for sig selv har velsagtens også et udvalg af mærket at finde i bagerafdelingen.
I 1864, da Karen var halvandet år, havde hendes mor været igennem en svær fødsel, som tog hårdt på hendes kræfter. Af den grund kom Karen til at bo på sine bedsteforældres gård. Noget, hun godt kunne bruge tid på at spekulere over, var, hvorfor der ikke var plads til hende hos hendes egne forældre og 6 søskende.
Det var nemlig ikke bare lutter idyl at vokse op hjemmefra. Noget der plagede hende rigtig meget, var, at bedstefaderen, fra hun ikke var særlig gammel, satte hende til at vogte køer, hvilket fyldte hende med angst. Især når de store dyr engang imellem rendte væk fra hende. Ufarligt var det bestemt heller ikke, og et par gange var det ved at gå galt.
Hos sin bedstemor havde hun lært at kærne smør, malke, håndtere indmad, slagte og generelt gå til hånde i køkkenet samt at fremstille osteløbe. Sidstnævnte var noget, som hendes bedstemor var kendt for, så det var godt at have på CV’et.
Til at starte med fik hun plads på Ledreborg, hvor hun til Karens ærgrelse ikke fik løn men kost og logi. Hun kom ikke sovende igennem dagen, der startede 4.30 om morgenen og ellers gik slag i slag med at lave morgenmad, mejeriprodukter, assistere ved selskaber osv. På Ledreborg blev Karen ret glad for Frederik, og det gjorde det hele lidt mere tåleligt. Hun nåede dog frem til, at hun ville mere med sit liv og derfor var nødt til at få en indtægt. Da hun blev tilbudt en stilling med løn på Lindholm, var hun derfor ikke sen til at sige ja tak. Herefter fulgte tilbud om at blive forfremmet til husjomfru, og denne forfremmelse valgte hun at kombinere med et kursus i finere madlavning. Med en indre styrke, og mål for hvad hun ville opnå, lod hun ikke på noget tidspunkt til at gå i dvale. Når hun følte, hun havde opnået det, hun ville, søgte hun videre og dygtiggjorde sig hele tiden.
Karen Volf var en helt speciel kvinde, som virkelig besad nogle evner. Man kan således godt forstå hendes frustrationer, når hun ikke blev lyttet til og taget alvorligt, fordi hun ikke var af et andet køn. Hun var tydeligvis skarpere end de fleste af mændene. Hendes egen mand nærede også en god portion respekt for hende, i hvert fald formåede Karen ikke at overbevise ham om, at han skulle kalde hende ved fornavn, det vedblev Fru Volf.
Jeg kan godt lide persongalleriet og fortællemåden. Den er ikke tung indholdsmæssigt, og man får virkelig en fornemmelse af, hvem Karen Volf var, hendes tid og personerne, som hun omgav sig med. Klar anbefalelsesværdig læsning.
I denne serie skriver forfatteren Pernille Juhl om “Kvinder Der Prægede Danmark”, indtil videre rummer serien 2 bøger. Udover denne aktuelle bog om Karen Volf, er der også fortællingen om Frøken Jensen “Med En Knivspids Kærlighed – Frøken Jensens Liv”, som jeg personligt allerede glæder mig til at læse.
Anmelderbog

