Tingene af Majse Aymo-Boot

Når en bog modtager seks hjerter i Politiken, plejer det at borge for kvaliteten; anmelderen kalder ligefrem Majse Aymo-Boots ”Tingene” for en vidunderlig roman. Enig!

Handlingen er selvbiografisk, og især starten er medrivende. Forfatterens aldrende far får en hjerneblødning og indlægges på Rigshospitalet, hvor han længe svæver mellem liv og død. Stående magtesløs ved siden af farens sygeseng er forfatteren rystet i sin grundvold, oplever et absurd tankemylder:

”Hans overkrop er fyldt med runde blå dimser der måler noget. Han er stadig solbrun efter sommeren selv om det er november. Hjertet pisker afsted inde i ham, med sin én gang varsomt transplanterede hjerteklap. Blød som en kalvs øreflip. Hvis en kalv ellers havde øreflipper.”

Natsygeplejersken Finn, ”med de milde øjne”, meddeler lakonisk, at familien lige så godt kan slukke for respiratoren; der er alligevel intet at gøre. ”Men I kan jo bruge natten på at sige farvel.”

Og så skal jeg ellers love for, at forfatteren hidser sig op. Hvad bilder sådan en selvbestaltet amatør sig ind? ”Finn, uden tvivl en nyder af tragedier og offentlige henrettelser. Nysgerrighed har drevet ham vidt omkring. Stod han ikke ved Struensees halshugning i 1772 og fik alle detaljerne med?”

Sproget er spændstigt, spillevende, originalt; indlevelsen eminent. Hun skriver, så læseren trækkes ind på lazarettet mellem blomster og bippende maskiner. Det er decideret nervepirrende. Men pyha, den rare italienske far overlever og kan med visse begrænsninger fortsætte sit pudsigt pertentlige liv. Finn skulle skamme sig.

Handlingen klipper videre til den næsten 100-årige farmors liv – og død – i Norditalien. Forfatteren flyver derned og begynder at granske myriaderne af efterladte ting og dokumenter. Herigennem møder vi en helt særlig familie, hvis ordentlige og stilige levned op gennem det 20. århundrede står i skrigende kontrast til, hvordan vi her i Danmark har gebærdet os med slasket tøj og sløsede attituder. Man fornemmer, at forfatteren befinder sig i et ingenmandsland midt imellem det formelle og det udflydende.

”Tingene” er vitterlig en vidunderlig bog; tankevækkende, til tider abrupt, til tider slentrende og frem for alt fyldt med fint sprog og dybe tanker.

Majse Aymo-Boot, født 1974, har modtaget Albertineprisen og flere arbejdslegater og har tidligere været nomineret til Montanas Litteraturpris.

Lån bogen på biblioteket