268
2022
978-87-93819-16-0
Underlevet - En grafisk roman
Et værk der bestemt ikke ligner andre værker. Her er den voksne og alvorlige side af livet, her er barnets måde at kapere begivenheder på, der er mellemtingen hvor man ikke helt selv ved hvem man er og ikke er. Og der er det hele menneske samt det ødelagte menneske eller menneskes sind. Det er dybfølt og rørende. Barskt og uretfærdigt. Og så er det modigt.
Det er en grafisk roman som rummer mange ting. Og selv når der ikke er tekst er det nemt at forstå meningen bag. For man er ikke i tvivl om at hovedpersonen er ved at drukne. Ikke i fysisk forstand, men drukne i sig selv og i følelser der ikke er bearbejdet. Man møder en hovedperson der via glimt af minder og små ting kommer tættere på sig selv ved at erindre hvad han blev udsat for som barn. Og han var ikke den eneste. Men hvordan skal han komme videre nu hvor der er kommet hul på bylden? Han kommer i terapi i en gruppe for seksuelt udsatte mænd og man følger hans kamp for at få styr på tingene. Han konfrontere sin krænker men uden den store befrielse og han forsøger at forstå sit liv og sit traume. Det er hårdt og sejt men også livsbekræftende, for han viser noget mod. Noget mod han nok knap selv er klar over.
Ikke en klassisk tegneserie eller et klassisk grafisk værk. Men et værk hvor man kommer tæt på en virkelighed som man helst ikke vil vide noget om. Men den virkelighed eksistere og det er derfor samtidig vigtigt at få fokus på. Og det får man virkelig her i bogen.
Et værk som hvis det læses af de rigtige måske kan skubbe nogen til at opsøge den hjælp de behøver og det er befriende at det ikke sker via en almindelig fortalt historie. For her kan man få en anden måde at forstå hændelser i sit liv på og man kan mærke at der via den kreative del af livet kan være en tilgang til noget forløsende.
Anmeldereksemplar.