387
2026
978-87-02-39383-5
1. Udgave
“Gerhard vokser hurtigere end ukrudt, siger hans far. Og nu er han drivvåd, for lige over apotekets indgangsdør stikker et tagrenderør ud. Når det regner, fosser der en vandstråle med så stor kraft, at det plasker ned på gaden.
– Og du har ikke været i nærheden af vandet? Siger Henrik.
Gerhard ryster på hovedet.
– Hvordan er dit hår og dit tøj blevet så vådt?
Henrik har en spids stemme, som han retter direkte mod Gerhard.
– Ve’ ik, svarer Gerhard og kigger ned på sine træsko. Sokkerne klistrer til de våde tæer.”
Manden der fik vinger, side 15
Året er 1859 da Gerhard Heilman (1859-1946) kommer til verden, hjemme i barndomshjemmet i Skælskør. Et helt særligt menneske, som skal vise sig at have modet til at vælge sine egne veje i livet, have modet til at gå efter det han tror på og elsker. Udleve sin homosekualitet i en tid, hvor dette kunne føre til en udstødelse af det samfund som han ikke blot er en del af, men hvor han også er kendt. Han er selvlært kunstner og fugleforsker. Hele livet har han en nysgerrighed og det kulminerer det i, at han bruger sine evner til at belyse et af fortidens omdiskuterede emner. Han tegner fuglenes forfader og bliver kendt i udlandet for sin forskning og studier.
Han er alle dage blevet beundret for sit talent inden for tegning. Især fugle i naturen holder han af at afbilde, hvilket kan ses i det digre værk Danmarks Fugleliv, hvor han illustrerer samtlige fuglearter der findes i Danmark.
På verdensudstillingen i Paris i året 1900 er det sammen med store navne som Krøyer og Hammershøi at han repræsenterer Danmark. Ligeledes illustrerer han bøger for navne som Pontoppidan og Herman Bang.
Første indtryk da jeg får bogen i hænderne, er at det er en smuk bog, med en indbydende forside. På indersiden af omslagets forreste side, er et selvportræt af Gerhard, hvilket osse bliver beskrevet i bogen, da han laver denne tegning.
Det er en forholdsvis letlæst bog, med korte kapitler og luft på siderne. Især den første del af bogen, giver mig lidt Morten Korch vibes, når miljøet i apotekerboligen beskrives. Det virker ret idyllisk. En alvidende fortæller introducerer, på en tryg og behagelig måde, læseren for de mange personer.
I bogens første del, hører man tit om Hassing, en for Gerhard betydningsfuld person, som uden tvivl er medvirkende til at Gerhard får sin interesse for fugle. Han kommer sjældent med en kommentar, uden han får flettet nogle fugle fakta ind. Jeg morede mig over situationen, da Hassing en dag fortæller Gerhard, at man kan fange en fugl blot ved at strø salt på halen af den. Gerhard bliver meget imponeret over det, og spørger, om det virkelig er rigtigt. Hassing må opfordre den unge til at tænke logisk, og så kan Gerhard da osse godt se, hvad han mener.
Allerede som 10 årig flytter Gerhard fra fødegården, da han skal klare sig godt, så han kan overtage faderens plads som apoteker i fremtiden. Som tiden skrider frem, bliver det dog mere og mere klart for ham, at han ikke skal gå i faderens fodspor. Tværtimod stritter hans interesser i alle mulige andre kunstneriske retninger som hans mor også besidder evner indenfor.
Jeg har ikke tidligere læst noget af forfatteren, som ellers har forfattet anmelderroste romaner og digte. Hun har vundet forskellige priser for sine andre værker.
Heller ikke Gerhard havde jeg hørt om, men det må være siges at han er en person, hvis viden, studier og værker, rækker ind i nutiden.
På forlagets hjemmeside kan man finde en lille video, hvor forfatteren præsenterer bogen. Se her: https://stream.gyldendal.dk/eva-tind-manden-der-fik-vinger

