Forfatterportræt: Einar Már Guðmundsson

af d. 30. november 2022
 

Einar Már Gudmundsson afsætter sine første digte på værtshusene i Reykjavik. På samme måde som han udvider sin læserskare fra værtshusgæster til Hr. og Fru Skandinavien, breder han gradvis sine digte og aforismer ud til større fortællinger, for til sidst at tage springet med romandebuten.

De tre første romaner kredser om samme univers, det samme miljø, Einars eget kvarter i en udkant af hovedstaden. Islændingene fra barndommen dukker op i lettere forklædte og afklædte udgaver og fortællevinklen er aldrig helt afklaret. Eller fast; en figur kan være hovedperson et sted for så at dukke om som bifigur et andet sted. Og vice versa. En kommentar til en tid, hvor modernismen har reduceret litteraturens fremstilling af den almindelige islænding til “stræbende materialister som slet ikke tænkte noget”. Den tænkning bryder Einar Már med, alt mens han ikke godtager skismaet mellem fin- og hverdagskultur. Det gjorde ham til den første islænding der direkte brugte rockmusikkens tekster i sine digte. Kombineret med at være en del af den første forfattergenration opvokset i bykulturen, behandler han 68’erne og postmodernismen kreativt, kærligt og satirisk. Han formår at stå midt i og samtidig på afstand af begge, selvom der selvfølgelig er postmodernisme i fortælleperspektivet, særligt i romanerne, hvor en fortæller kan holde op med at eksistere undervejs. Gennem den første romantrilogi formår fortælleren hele tiden at smutte ud af syne. Enkelte hovedpersoner gemmer sig blandt galleriet i andre bøger. Et eksempel er den sindssyge Paul i “Universets engle”, der på trods af at han hele tiden er der med sin fortælling sammen med læseren, når vi aldrig at indfange ham, for den egentlige årsag til hans sygdom bliver aldrig åbenbaret. På den måde er der en parallel til danske Svend Åge Madsen.

“Delvis var min generation, var vi… lidt i oprør…netop imod socialrealismen. Ikke det at vi var usociale, men at vi syntes ikke, at det du mener om samfundet det var målestokken på digtekunsten eller skrivekunsten.” Samtidig tog Einar Már et opgør med den nostalgiske litteratur, der så flugten fra fiskesamfundene til Reykjavik som dårlig karma. Men oprøret sluttede ikke der, ungdommens venstredrejede overbevisning fik allerede i de tidlige digte en ørefigen, her udmundet i en skarp historisk analyse af den russiske revolution, hvor kun ét er sikkert: “Frankenstein tog magten til sidst”.

Særligt i digtene er der et uforløst oprør, uforløst på samme måde som tidligere nævnte Pauls vanvid, for det bliver aldrig klart hvor sindssygdommen han sin rod, og på den måde slipper bogen ikke sin læser. Den slap heller ikke Nordisk Råd, der i 1995 tildelte Einar Már Gudmundsson litteraturprisen. I øvrigt er det med Paul – som alle andre steder i forfatterskabet, usikkert hvor fantasiens grænse ligger. Gudmundsson kalder sig selv realist, og selvom det er kendt at brorens sygdom og selvmord var inspiration til historien, er det her umuligt at skille fantasi fra realisme.

I essaysamlingen Måske er posten sulten får vi gengivet et brev fra Paul til broren Rabbi, der studerer historie i København – som Einar Már også selv gjorde. Og Rabbi er ingen anden end fortælleren Ravn fra romantrilogien “Fodspor over himlen”, “Drømme på jorden” og “Navnløse veje”, og historien han i København studerer er de tavses historie; hans egen, det tavse folks, de folk som aldrig kom ind i historiebøgerne, de der lever så langt nede på samfundets bund, at ingen opdager dem. Deres historie fremlægger Ravn i trilogien, uden at han egentlig selv medvirker som person. Hans funktion er udelukkende at bibringe en moderne subjektivitet. “At få fantasien ind i fornuften” med forfatterens egne ord.

Senere gik Einar Már i kødet på de islandske finansfyrster under krakket i 2008, som han kaldte et “surrealistisk økonomi- og neoliberalistisk boble system”. Han udtrykte i essays i islandske aviser både et opgør med den naive venstreorienterede fatalisme og en kritisk holdning til kapitalismen. Senere samlet i de to essaysamlinger “Bankstræde nr. 0” og “Hvidbogen”.

Den dumdristighed der præger samtlige figurer i Islandske konger, hvor alle som én gerne vil være hovedpersoner, er et destillat af den som finansvikingerne led af under finanskrisen i 2007-8, og som Einar Már dækkede i “Hvidbogen” og “Bankstræde nr. 0”. Efter at have dækket finanskrisen blev han spurgt om han nu var færdige med romanerne, hvortil han svarede at bare man fortæller om virkeligheden, tror folk man fortæller en roman. Men krakket gjorde at romanforfatterne vågnede op. Historisk har romanforfatteren været en af de første til at sætte store samfundsomvæltningerne ind i en ramme og gjorde verden forståelig for alle andre. Ikke at forfatterne havde sovet op til krakket, men at der dukkede spørgsmål op som skulle bevares. Efterfølgende måtte Einar Már pludselig se sig selv som mål for samfundsøkonomiske spørgsmål. “Virkeligheden udfordrer” og “litteraturen skal ikke ligge i et behageligt vande, den tager imod udfordringer udefra og udfordrer derved sig selv”.

Direkte adspurgt siger Gudmundsson at han er realist. Fantasien har sin bund et sted, og et fundament af fantasi er et fundament med rod i virkeligheden.

Anmeldelser af forfatterens værker på Bogrummet

 

 

 

Coda: På politiske møder dukkede der ofte en kvinde op med en guitar og sang en vuggevise for den arbejdsløse murer eller lignende. Det fandt Einar Már snævertsynet og derfor skrev han digtet Den fattige indbrudstyvs vuggevise:

når mørket bryder frem

og butikkerne lukker

vil jeg skaffe dig

johnson’s baby powder