0 kommentarer

Gulag øhavet bind 3 af Aleksandr Solsjenitsyn

af d. 25. marts 2021
Info
 
Sideantal

442

Udgivet

1975

ISBN

87-00-77191-0

Originaltitel

Archipelag Gulag, af Alexander Solsjenitsyn ; oversat fra russisk af Ole Husted Jensen

 

“Hvor og hvornår har noget sovjetisk kunnet holde stand overfor fyldige informationer?”

Efter de to første indledende bind kommer Solsjenitsyn i sit ætsende litterære studie nu til selve arbejdslejren. Udryddelseslejren, hvor parolen “forbedring gennem arbejde” bliver forstået som “udryddelse gennem arbejde”. Her skal alle arbejde indtil døden. Det var for Stalin ikke en løsning blot at udrydde sine fjender; først skulle deres arbejdskraft udnyttes til sidste blodsdråbe, for at sikre Sovietunionens teknologiske opblomstring.

Staten der ville vokse sig stor og stærk på kortest mulig tid havde brug for arbejdskraft der var billig – helst gratis og “fordringsløs, indstillet på at leve gennet fra sted til sted til enhver tid, uafhængig af familie, uden krav om en velordnet tilværelse, skoler, hospitaler – og i en vis periode også køkken og bad.” Den eneste måde det kunne gennemføres på var ved at staten åd sine raske sønner, og på den måde oprettedes et grusomhedens maskineri, hvor en lejrfange vitterligt ikke om morgenen vidste hvor han ville sove om aftenen. Han kunne havne i en anden barak, eller blive deporteret til et helt andet sted – eller simpelthen henrettet.

Mareridtet starter med Solovki og dens transformation fra fredeligt munkekloster til den første ‘sær-lejr’. Her skulle de få statsfjender der var tilbage efter den russiske revolution anbringes. Og udryddes. Det paradoksale var efterhånden som kommunismen officielt erklærede flere og flere store sejre, blev stadigt flere fængslet. Og der skulle ikke noget særligt til for at blive fængslet, som følgende eksempler vil vise:

  • Irina Tutjinskaja, med hele sin familie, blev arresteret direkte efter en gudstjeneste, for “at have opsendt bønner om at lade Stalin dø”.
  • En af håndlangerne på Solsjenitsyns stue sad inde for for en “ansigtsforbrydelse”; han havde smilet men han læste i kommunistpartiets blad Pravda.

Karl Marx har sagt: “Staten amputerer sig selv, hver gang den gør en borger til en forbryder” og forklarer efterfølgende at enhver bør ses som et menneske af kød og blod. Solsjenitsyns fortsætter, “men vore jurister har ikke tid til at læse Marx, specielt ikke sådanne uigennemtænkte afsnit. Men Marx kan få lov at læse vore instrukser, hvis han har lyst.”

Sult er hele fundamentet under Gulag, og Solsjenitsyn beskriver sult i alle dens modbydelige faser. Dens effekt ses overalt. Fangerne er muselmænd der ikke er til at adskille fra fangerne i nazisternes dødslejre. Her forledes moralt velfunderede fanger til angiveri for at få en ekstra skive brød.

Solsjenitsyn beskriver sin første tid i lejren tæt på Moskva, hvor han tror han vinder fordele ved at gå rundt i sin officersuniform. I virkeligheden tiltrækker han sig uønsket opmærksomhed men alligevel får han tiltusket sig et job langt væk fra det dødbringende ‘almindelige arbejde’: 12 timers grøftegravning med en skovl i 50 graders frost. Solsjenitsyn kommer på stue med andre håndlangere (priviligerede fanger, der er med til at drive lejren) og han får derved lejlighed til at observere selve lejrens maskineri, samt dens skruppelløse tjenere. I håndlangerbarakken er han den nederste i hierakiet. Her deler han stue med tre andre håndlangere, og hans psykologiske profiler af de tre er stor kunst. Russeren skinner igennem som et unikum blandt observerende forfattere og reelt er hans portrætter af lejrens forskellige typer fanger lige til psykologihåndbøgerne.

Gulag øhavet er et på samme tid monstrøst og beskedent værk. Solsjenitsyn skriver for at give stemme til de mange millioner døde, gennem sine egne oplevelser, samt via de Gulag-overlevere han efter sin egen frigivelse er blevet kontaktet af. Foruden selve stoffets styrke, skriver Solsjenitsyn blændende og med stor tyngde. Det mere en 2000 sider store værk omtales af den den canadiske psykolog og forfatter Jordan B. Peterson som “et langt smerteligt ulvehyl”.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter