Onde ånder af Fjodor Dostojevskij
780
2021
978 87 02 32130 2
? - oversat af Ole Husted Jensen
5. udgave
Fjodor Dostojevskij … alene navnet maner til respekt, ikke sandt? Verdenslitteratur, russisk storhed og tungsind, dybsindigheder en masse.
Jyllands-Posten hylder den 780 sider lange ”Onde ånder” fra 1872 som ”Dostojevskijs mest besættende bog”. Weekendavisen kalder romanen ”vidunderlig læsning”, der ”griber læseren i struben”.
Bogen er angiveligt Dostojevskijs store politiske epos, hvor han forudser og advarer mod den kommende russiske revolution og deraf følgende statsterrorisme. I forordet mener udenrigskorrespondent Nagieb Khaja, at “Onde ånder” ville kunne bruges til at forklare mekanismerne bag Islamisk Stat.
Hvem sagde kejserens nye klæder!?
”Onde ånder” er hverken mere eller mindre end et stykke kulørt melodrama, hvori en munter, ordrig verdensmand gør sig lystig over sine landsmænd, de åbenbart oftest naragtige russere. Borgerskabet, bondestanden, adelen, intelligentsiaen og de såkaldt revolutionære latterliggøres alle på det mest perfide.
Nej, Dostojevskij forudser ikke den revolution, der vælter Rusland i 1917. Han hygger sig blot med at gøre grin med en håndfuld forvirrede individer i en anarkistisk femmandsgruppe. De skændes, slås, forbrødres igen og ævler hver især op og ned ad stolper, mens alt falder sammen om ørerne på dem.
“Jeg beder læseren undskylde at jeg her ofrer nogle få ord på denne ubetydelige person…” skriver Dostojevskij koket. Sandt er det, at denne eller hin person i et vildtvoksende persongalleri er ganske ubetydelig for handlingen – men “nogle få ord”?! Side op og side ned.
”Onde ånder” minder om et forvokset teaterstykke af Holberg, hvor forfatteren med en gevaldig ræv bag øret tager tykt pis på alt og alle. Især mændene udstyres med mentale narrehatte, kvinderne behandles mere skånsomt.
Værst går det ud over Stepan Trofimovitj, en selvhøjtidelig, aldeles mislykket tåbe, der forplumrer alt, hvad han roder sig ind i, samtidig med at han slynger om sig med parfumerede franske fraser, drikker som et hul i jorden og taber formuer af sin protektrices penge i spil. Mage til teatralsk, skabagtigt fæhoved.
Trofimovitjs søn, Pjotr Stepanovitj Verkhovenskij, angiveligt nihilist og chefstrateg i revolutionen, fremstilles som en selvoptaget, plaprende manipulator uden andre klare mål end at mele sin egen kage. Verkhovenskij er god bekendt af den intense, selvforagtende kyniker Nikolaj Stavrogin, der igen er søn af den hovedrige Varvara Petrovna, som sludrechatollet Trofimovitj havde håbet at blive gift med.
Indrømmet, undervejs får vi enkelte begavede diskussioner om gudstro, nihilisme, socialisme; problemet er bare, at det hele er syltet ind i fodslæbende, teateragtige tableauer. “Onde ånder” er betydeligt mere kulørt end dybsindig.
