Smørklat af Lea Landgreen

Jeg troede først, at det var hunden i historien som hed Smørklat. For når man ser forsiden så giver det på en eller anden måde mening. Men det viser sig at være et navn som hovedpersonen i bogen bliver drillet med, selvom hun hedder My. Og hendes hund hedder Gekko. Nå, men der starter en ny pige i klassen og da My ikke har nogen venner så er det dejligt, at denne pige bliver en veninde ret hurtigt. Men My har altid gerne ville ind i den kreds af piger, der er i klassen, og da hun får fortalt en løgn, så er de pludselig interesserede i at lære hende at kende. Men det betyder at den nye pige bliver holdt udenfor og det kan My slet ikke holde ud. Hendes løgn var ikke en god ide, men hvordan skal hun få sagt, at hun ikke var ærlig?

Venskaber er svære når man ikke er så gammel og stadig prøver at være med i de populæres rækker. Men der er også noget ved at være der, som ikke altid føles rigtig, for ofte er det på bekostning af andre eller af en selv, fordi man prøver at passe ind. Så hvor går grænsen?

En bog som henvender sig til store børn, teenagere og faktisk også lidt til voksne, for det er vigtigt at vi husker at forstå hvordan de store følelser var i den alder, så vi nemmere kan kommunikere med vores børn.

En god historie, som ikke er særlig speciel, men som alligevel efterlader noget genkendeligt og relaterbart. Et emne der er vigtigt at få talt om, nemlig at løgne aldrig er en god ide. Hverken for en selv eller for andre. Man har det nemlig ikke godt når man lyver, på nogen som helst måde. Og venskaber der er bygget på løgne er i sidste ende ikke noget værd.

Anmeldereksemplar.

lån bogen på biblioteket