Det finmaskede net af Håkan Nesser

Dette er den sidste bog med Barbarotti som hovedperson – jeg vil savne ham! Jeg har ivrigt læst alle bøgerne i serien, efterhånden som de er udkommet – og med stor fornøjelse. Jeg har nydt serien, ikke mindst grundet Nessers finurlige sprog, små kommentarer, som højner læseoplevelsen og får smilet frem. Den langsomme tilgang, småfilosofiske betragtninger og leg med ord og navne gør hans bøger helt specielle.

Han lægger ud lige fra starten: ‘Det er midt i august, og den blegmodne hvedemark er ikke høstet endnu. Skal sikkert ske en af de nærmeste dage, men bonden har fået noget med ryggen; han er gammel, det er ikke første gang, ryggen gør knuder.’
Uendelig ligegyldig betragtning, kan man hævde – men det er den slags små betragtninger, der gør Nessers bøger til noget særligt. Og han er ikke nærig med dem.

Denne sidste bog i serien har flere små referencer til tidligere bøger – f.eks. navnene Roos og Novak, ligesom titlen lægger sig op ad hans bog ‘Det grovmaskede net’. Og det der skal opklares, er, som det er sket før, en 30 år gammel sag. Den spøger i deres gamle chef Asunanders sind – Asunander, som nu er på plejehjem på Gotland. Og Barbarotti og Backmann er på vej til Gotland for at starte på deres pensionisttilværelse. Jo, de er blevet ældre og de skal have lov til at nyde deres otium.

For 30 år siden kom en mand ind på politistationen og tilstod at han havde kvalt sin hustru hjemme i soveværelset – men der var intet lig. Kort efter løsladelsen blev manden selv slået ihjel. Sagen blev aldrig opklaret dengang, og nu beder Asunander sine to tidligere kollegaer om hjælp.

Stemningen er langt mere veloplagt end i den seneste bog, hvor jeg syntes vores to hovedpersoner var blevet lidt vel trætte. De går til opgaven med entusiasme og deres snørklede hjerner fungerer stadig.

Jeg var desværre ikke så vild med afslutningen – det er ikke så nemt at sige hvorfor, uden at røbe noget.
Men trods det havde jeg en god læseoplevelse – det er ofte ikke forbrydelsen, men personskildringen, stederne og stemningerne, der er det vigtigste i Nessers bøger. Og jeg hyggede mig gevaldigt undervejs.

Som et stort plus er der forrest en liste over bogens personer og indbyrdes relationer – den måtte jeg af og til konsultere, for der er en del at holde styr på. I listen indgår ‘Diverse andre mennesker i Kymlinge, på Gotland og i resten af verden. Nu og dengang.’
Så er tonen slået an.

Alt i alt en bog i den typiske Nesser-stil.
Jeg var aldrig i tvivl – den måtte jeg bare læse, og jeg forestiller mig, at andre Nesserfans har det på præcis samme måde.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket