Habitat af Theis Ørntoft

Man skal kunne li’ stilen:

“Er det et kældermenneske, der sidder her i sin bil på vej gennem Danmark? Op og glitre i scenelyset. Stor forfatter, stor kanon, nomineret til Montanaprisen. Men indeni er han et kældermenneske, fuld af hemmeligheder, han ikke kan dele med nogen, se ham, som han sidder der alene på en ø og drømmer store tanker om sin kommende roman. I virkeligheden er han afhængig af prostituerede og porno, i virkeligheden er han flygtet fra forpligtelserne og ansvarets verden, bange for andre mennesker, for ustabil til at kunne administrere et borgerligt voksent liv…”

Værsgo, et repræsentativt udsnit af Theis Ørntofts herostratisk roste autobiografi “Habitat”, der starter i hans ormstukne hus på Møn i oktober 2018. En virkelig forfatter, der udleverer sit virkelige liv, hudløst, ærligt, rablende. En bane coke her, et blowjob dér, forliste forhold, Playstation, planløse rejser og pizzaslices, name dropping, druk, musik og mer’ musik, alt for meget musik, skrive, skrive, skrive. Theis Ørntoft om Theis Ørntoft om Theis Ørntoft. Hvis man tager sig selv højtideligt som forfatter, er man så selvhøjtidelig? Også i dén grad.

Strejftur tilbage til ungdommen i Ry; graffitimaler, flaskekaster, tyv, hashvrag, drukanemone, ulykkesoffer; uansvarlig, utålelig, usympatisk.

Halvbagt østjyde omskaber sig til cool københavner; fra digterspire til fuldblodsforfatter; hvordan; hvorfor; hvorhen? Tanker, tanker, tanker. 578 tætskrevne sider inde i Theis Ørntofts myldrende hoved. Manisk. Til tider vidunderligt velskrevet og virkelig interessant; alt for ofte lumsk kedeligt.

Frem og tilbage i tid flakker bogen. Så er vi i en fjern fortid, mens der kastes Molotovcocktails. Så er vi i sengen hos en hollandsk pige med lange ben. Så i nutiden under en kafkask fødsel. Nogle scener er sidelange, andre gange er tre år affærdiget med tre linjer. Noget er vildt godt tænkt, ligefrem mind blowing, andet er bare – navlefnuller. Jeg sad med følelsen af at gennemtrawle en myriade af tekststumper, skrevet over årtier, løseligt limet sammen med tapetklister over et par koncentrerede måneder.

“Verden vil mig noget, men hvad det er, står helt uklart.” Selv efter de mange, mange tusind mindeord, kan jeg desværre ikke hjælpe dig, Theis. Din verden set herfra: Meget stor finger piller meget længe i meget lille navle.

PS: At man alligevel ikke helt kan afskrive Ørntoft, er hans utrættelige søgen efter Sandheden – og hans smittende iver, når et falskhedens plaster skal rives af. Jeg elskede en kontrafaktisk analogi om et Danmark, der var besat af Irak. Hov, vi kom lige til at bombe et mondænt bryllup. Hov, der røg sgu også en børnehave. Blod og tarme. Forfatterens dagsaktuelle pointe er: Den slags har pæne Danmark bakket blodtørstige USA op i at gøre i Irak (Iran, Libanon, you name it), men det var jo ikke med vilje, vel?

Lån bogen på biblioteket