0 kommentarer

Manden der elskede hunde af Leonardo Padura

af d. 7. oktober 2020
Info
 
Sideantal

780

Udgivet

2011

ISBN

978 87 7122 016 2

Originaltitel

El hombre que amaba a los perros - oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Udgave

1. udgave

 

Side om side med selveste Lenin udgør Leon Trotskij intelligentsiaen bag den russiske revolution i 1918. Trotskij er en fremragende teoretiker og idealist og tror i sit hjerte på det kommunistiske idealsamfund.

Da Lenin dør i 1924, udmanøvreres Trotskij af den magtbegærlige og ekstremt brutale Josef Stalin, og magtkampen ender med Trotskijs udvisning fra Sovjetunionen i 1929.

Stalin indleder nu et terrorregime, som udrenser stort set alle topfolkene bag den oprindelige revolution, men hovedfjenden – Lenins gamle kampfælle, som nu er en verdensberømthed – har han ladet undslippe. Den fejl agter Stalin at rette op på.

“Manden der elskede hunde” er en dokumentarroman, som klipper mellem Trotskijs flugt via Norge og Frankrig til Mexico – og Ramón Mercaders forvandling fra varmblodet, spansk revolutionær til en iskold stalinistisk morder, som sendes i hælene på Trotskij.

Cubanske Leonardo Padura, der normalt skriver stemningsfulde krimier fra den caribiske østat, har forfattet sit magnum opus – 780 sider – om den legendariske, men i dag næsten glemte Leon Trotskijs dramatiske liv og død.

At både Trotskij og hans banemand Ramón Mercader paradoksalt nok begge elsker hunde, har givet Padura titlen på bogen, men ikke mere end det. Til gengæld er det flot dramaturgi at lade læseren følge og fatte sympati for begge mænd gennem en mere end tiårig periode frem mod det uundgåelige klimaks i 1940.

Der ligger et ubegribeligt omfattende researcharbejde bag de minutiøst genskabte miljøer, holdningskonflikter og personskildringer fra Rusland, Spanien, Frankrig, Mexico, ja, sågar Norge i 1930’erne. Den vældige roman er umådeligt indlevet og interessant –

– men det kræver immervæk en læser, der er mere end almindeligt videbegærlig efter at forstå, hvad der skete på den politiske og især den kommunistiske verdensscene dengang for små 100 år siden.

Af mere almen historisk interesse er det nok, at Trotskij under sit ophold i Mexico bliver venner med den flamboyante maler Diego Rivera og ikke mindst dennes unge kone Frida Kahlo, som den aldrende politiker indleder et forhold til. Kahlo bliver som bekendt senere en verdenskendt surrealistisk maler og feminist.

Lige fra starten ved man, at Trotskij ender med en isøkse i hovedet – ført af Ramón Mercader og med uvenlig hilsen fra kammerat Stalin – men alligevel stiger spændingen bogen igennem; for hvad skete der egentlig mellem de to mænd i de sidste minutter?

”Manden der elskede hunde” er en på alle måder stor roman for historisk-politisk vakte læseheste.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter