Lykkens land af Frank McCourt

Med “Lykkens land” har den irsk-amerikanske Pulltzerpris-vinder Frank “Angelas aske” McCourt skrevet en medrivende coming of age-roman om en ung mand, nemlig ham selv, der skal så grueligt meget igennem, før han til slut når sine beskedne drømmes mål.

Året er 1949, og den ludfattige 19-årige irske knægt har endelig sparet op til en enkeltbillet med fragtskib til New York, ovre i det forjættede land, hvor gaderne som bekendt flyder i mælk og honning. Med sig har han intet andet end sine dårlige tænder, betændte øjne “som to pishuller” og en naiv forestilling om the American dream, komplet med en velnæret, solbrændt skikkelse og kridhvide tænder.

I første halvdel af 1900-tallet var Irland så fattigt, at hele familier næsten sultede ihjel, mens familiens overhoved ødslede sin usle løn på at drikke sig fra sans og samling for herefter at banke kone og børn gule og blå. Således også hos familien McCourt og mange af deres ilde stedte naboer i Limerick.

I den allesteds nærværende katolske kirke fik hvem som helst syndsforladelse for hvad som helst, blot man kunne fremsige sine Ave Maria’er, men det var dog også kirkens hjælpetjeneste, der hjalp unge Franks mor med en brugt madras, som de fire hjemmeboende børn kunne bruge på skift.

Netop ankommet til New York er Frank tæt ved at blive voldtaget af en beruset, katolsk præst, men han flygter og får snart efter sit første af en uendelig række skrækkelige jobs. Afrydder på et hotel, natarbejder i et pakhus med frosne oksebagfjerdinger, underkuet menig i den amerikanske hær, you name it.

Det er næsten parodisk, hvad unge, kiksede Frank må igennem af fortrædeligheder, og desværre ejer han ikke en ukuelighed som sin onkel Pa, der “ikke giver en poleret prut” for noget som helst. Frank brokker sig konstant og trætter såvel sine velmenende omgivelser – og ofte også læseren – med sine jeremiader om dårlige øjne og tænder og håbløse irske accent. Han drikker for meget, har derfor ikke råd til varme og mad, og så brokker han sig over dét.

Selv om bogen som sagt er medrivende, trampes der for meget rundt i modgangen og for lidt i de succeser, som Frank trods alt oplever hen ad vejen. Læseren forstår aldrig helt, hvordan det lykkes den pisøjede, dumstædige, ikke voldsomt sympatiske yngling at score det yppige, lyshårede lamseben “Mike” (hvis navn uden varsel skifter til Alberta). Og hvorfra kaldet opstår om at ernære sig som elendigt betalt lærer, når alle omkring ham tjener mere på alt muligt andet?

Frank McCourt skriver fremragende, og historien er virkelig interessant, så “Lykkens land” skal anbefales til alle, der ynder den klassiske han/hun skulle så grueligt meget igennem-ballade. Men vær forberedt på 90% af tiden at sidde begravet i vognlæs af mørk modgang, mens et uforklarligt, men meget velkomment lys kun lejlighedsvis titter frem af livets jammerdal.

lån bogen på biblioteket