Sangfugle af Christy Lefteri

Sangfugle er den tredje bog af Christy Lefteri.

Hendes anden bog Biavleren fra Aleppo vandt i 2020 The Aspen Words Literary Prize, som “”states it’s purpose is to recognize “an influential work of fiction that illuminates a vital contemporary issue and demonstrates the transformative power of literature on thought and culture.””

Et fint fortælleteknisk greb i Sangfugle er, at den egentlige hovedperson, Nisha, ikke har en stemme. Hendes historie fortælles dels af Jiannis, hendes elsker, og Petra, hendes arbejdsgiver.

Nisha er blevet enke og har forladt sin datter og sit hjemland for at tjene penge til datterens uddannelse og liv som husassistent på Cypern. Her er hun blevet ansat af Petra, der også er enke, og da de to kvinder møder hinanden første gang, er Petra højgravid. Nisha hjælper hende med at indrette børneværelset og bliver hurtigt en uundværlig del af den lille familie, hvor hendes position forstærkes efterhånden som Petra får vanskeligere ved at snakke med sin datter, og Nisha bliver den eneste, som pigen henvender sig til.

Nisha ønsker at Jiannis skal stoppe med at være krydsskytte og da hun forsvinder, er det nærliggende at tro, at Jiannis’ arbejdsgiver har noget med sagen at gøre.

Petra går til politiet, der på ingen måde er investerede i at lede efter den forsvundne husassistent. De er overbeviste om, at hun blot er rendt fra sin plads, og har fundet arbejde på øens nordlige del. Derfor må Petra og Jiannis nu hjælpe hinanden med at finde ud af, hvad der er blevet af Nisha. Undervejs lærer Petra sin husassistent bedre at kende, og finder ud af, hvor lidt hun i virkeligheden har vidst om det menneske, der har været en fast del af hendes liv i over 10 år. Hun har ganske simpelt aldrig interesseret sig for at vide noget om Nishas tidligere liv.

Sangfugle er et fint billede af et delt Cypern, men det er også billedet af fattige migranters vilkår, myndighedernes manglende interesse i deres liv og levned. Det er en, frygter jeg, rammende beskrivelse af en middelklasse, der har mennesker ansat, som de faktisk næsten ikke anser som ”rigtige” personer, det er blot statister, der sørger for at deres hverdag hænger organisatorisk sammen, så de selv kan arbejde eller hvis de er overklasse, involvere sig i humanitært arbejde, hvilket må siges at være dybt ironisk, når reel fattigdom har tvunget arme stakler væk fra deres familie, så de kan arbejde 16 – 17 timer i døgnet, seks eller syv dage i ugen uden ferie, uden en rimelig løn og uden at blive talt ordentligt til.

Sangfugle har mange temaer, men det er en bog, der formår at gå i dybden med emnerne og som læser føler jeg ikke på noget tidspunkt, at Christy Lefteri skøjter hen over noget.

Lån bogen på biblioteket