Søskendefejden af Moa Herngren

Vi møder de tre søskende, Andrea, Ulrike og Rasmus, til en begravelse. De er tydeligt uvenner – to mod en. Hvad der ligger til grund for det, finder vi ud af, når tiden skrues tilbage og vi følger de tre, en ad gangen.

Første del af bogen er Andreas. Hun er den mellemste af børnene, er ekstremt organiseret med et meget højt ambitionsniveau, stresser rundt for at nå det hele og er irriteret på de andre, når de ikke svarer (hurtigt nok) på hendes beskeder, tager stilling, møder op, eller viser interesse for alle hendes planer. Hun er typen, der ikke tåler at blive sagt imod, ved altid bedst. Hun er arkitekt, bor i et stort hus med sin mand og datter, mangler ikke penge – men bekymrer sig om datteren Liv, der ikke har det ret godt.

Ulrike er enlig mor, hun har efter en skilsmisse mistet sin lejlighed og hutler sig igennem med to dårligt betalte jobs og er ofte nødt til at flytte, fordi hun bliver smidt ud af de lejede lejligheder. Så når Andrea bliver irriteret over, at Ulrike ikke møder op til deres familiearrangementer til den aftalte tid, er sandheden, at hun tager ekstra vagter på jobbet, ikke har råd til en busbillet, men cykler de mange kilometer på en gammel cykel. Hun er en ganske anden type end Andrea, selv om hun har det hårdt, tager hun ikke tingene så alvorligt, det løser sig jo nok.

Rasmus er efternøleren, mange år yngre end søstrene, han følte sig svigtet, da Andrea flyttede hjemmefra og efterlod ham alene med forældrene. Han følte sig som Harry Potter, der var landet i en forkert familie og overladt til sig selv. Han er ekstremt konfliktsky, vil helst ikke skuffe nogen mennesker, og da slet ikke Andrea, selv om han ikke altid er enig med hende – men det holder han for sig selv.

Forældrenes ægteskab har ikke været den rene idyl. Faren var væk hele ugen, arbejdede i en anden by, Ulrike måtte passe Andrea, for moren orkede det ikke rigtigt. Og Andrea tog sig senere af Rasmus.

Nu er deres far død – og de tre søskende tørner sammen, først over det praktiske omkring farens begravelse, siden kommer der andre sammenstød. Beskyldninger, særligt fra Andrea mod Ulrika, gør ikke stemningen bedre. Ind imellem dukker der barndomserindringer op, pigerne har kæmpet om deres fars gunst, Rasmus har mest følt sig overladt til sig selv. Alle tre børn har nogle minder fra barndommen, der har sat sig som traumer, som de ikke taler om.

Jeg kendte ikke forfatteren, Moa Herngren, og var ikke klar over, at bogen er den tredje bog i en trilogi om familierelationer. Det var dog ikke sådan, at jeg savnede at have læst de to første for at kunne nyde indholdet af denne bog. Den står fint alene – men jeg vil da helt sikkert overveje at læse de to andre i nær fremtid, for det er en god bog, som virker meget troværdig, og jeg vil gerne læse mere af forfatteren. Man kan sagtens sætte sig ind i, at tre så forskellige søskende, som opfatter både sin egen og de andres roller forskelligt, kan give anledning til gnidninger. De er så forskellige, at de har svært ved at sætte sig i de andres sted. Særligt Andrea har en tendens til at tromle de andre og få sin vilje igennem – samtidig med, at hun spiller lidt martyrrollen, har ondt af sig selv, fordi hun må sørge for alt.

Læs den – uanset om du har søskende eller ej. Historien viser, hvordan mennesker kan misforstå situationer og tage fejl af hinanden – for vi er forskellige, og opfatter ikke tingene på samme måde og er man ikke opmærksom på det, kan det nemt blive årsagen til strid og uvenskab.

Anmelderbog

Lån bogen på biblioteket