345
2016
978-87-7146-510-5
Elva dagar i Berlin
Da Arne var barn, sprang han på hovedet ned i en sø. Desværre var klippebunden lidt for tæt på overfladen, og Arne slog hovedet så voldsomt at hans personlighed ligesom ændrede sig. Han blev lidt langsom i det. På alle måder. Men hans far så det gode i ham, og sagde at “du får aldrig nogen Nobelpris, min søn, men du er et godt menneske, og det er mere, end man kan sige om de fleste.”
Da Arnes far lå på sit dødsleje, fik han ham til at love at han ville rejse til Berlin og give en lille æske til Arnes mor. Det kom lidt bag på Arne, da han altid havde fået at vide at hun var død da han var helt lille. Men hun var stukket af med en trubadur til Berlin i stedet. Så Arne rejser til Berlin i elleve dage, for at finde sin mor.
Sideløbende er der en lille historie om pigen Beate der er syg, og sidder i kørestol. Der er også en historie om den vanvittige professor Litvinas, der slippes ud fra et psykiatrisk hospital, og selvfølgelig væves de tre “særlinges” historier ind i hinanden. Men på en måde som man slet ikke havde forestillet sig (medmindre, måske, at man selv er sprunget på hovedet i en lavvandet sø, og er begyndt at tænke anderledes om det meste).
Håkan Nesser er vel bedst kendt som krimiforfatter. Men selv sådanne har brug for en pause ind imellem. Og hvilken pause!
“Elleve dage i Berlin”, er morsom og uforudsigelig. Historien skrider stille og roligt frem, indtil den i sidste halvdel tager fart, og drøner ud ad tangenter der indebærer både tidsrejser og hypnose. Nogle anmeldere bryder sig ikke om den fantasy-agtige drejning historien tager. Selv synes jeg det var skønt at se hvad der sker, når mennesker der ikke er som mennesker er flest, får frit løb. Dejligt at blive rusket ud af “virkeligheden” og kastet over i et univers hvor alt er muligt.
At Håkan Nesser også kan være morsom, var en fin opdagelse. Nogle steder fik historien mig til at tænke på Nessers landsmænd Fredrik Backman (“En mand der hedder Ove” m.fl.) og Jonas Jonasson (“Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” m.fl.). Personerne er skildret næsten lige så godt som Backmans og historien er næsten lige så vanvittig som Jonassons.