1 comment

Så ser man lige af Kim Fupz Aakeson

af d. 12. november 2025
Info
 
Sideantal

118

Udgivet

2022

ISBN

978-87-02-35697-7

Udgave

1. e-bogsudgave

 

Før min ferie ledte jeg på eReolen efter noget let ferielæsning. Måske bare en kærlighedsroman? Men denne dag var min ”bad-hair-day” for bøger.  Nedtrykt af mit eget dårlige humør gik jeg til børnebogsafdelingen. Og dér fandt jeg kærligheden: Jeg blev forført af et gult bogomslag med sjove tegninger!

Kim Fupz Aakesons bog “Så ser man lige” indeholder sjove, absurde og dybdegående noveller for unge fra 9-13 år. De handler om kærligheden og andre eksistentielle temaer, som fx det onde i verden, fanden, døden og himmeriget.  Jeg har sjældent moret mig og grint så meget!

Her er nogle smagsprøver:

Top 1 (En mand, et æg, en dame)

Du har delene, skruerne og tegningen til din nye IKEA-reol, men brugsanvisningen forbliver en gåde, ik‘?
En genert og ensom mand står overfor et lignende problem. På biblioteket finder han en opskriftsbog til alt muligt, og starter med “Sådan laver man et barn”, fordi det lyder sjovt. Han har brug for nogle specielle ingredienser. I minimarked er han nødt til at spørge den søde dame ved kassen om hjælp. Og det er kun én af de mange udfordringer, som han står over for! – Er han måske bare for dum til at få opskriften til at lykkes? Det bliver først til noget, da damen på sin helt egen måde hjælper til!

Top 2
(Døden får nok)

Har dit barn nogensinde spurgt dig om, hvordan julemanden klarer at fordele gaver til alle børn i hele verden – på én sølle nat? Hvad hvis han får nok?
I denne novelle får døden nok. Mens jeg læser, ser jeg en tegneserie for mit indre øje: På det første billede står en tynd, gammel og sortklædt forretningsmand omringet af sine medarbejdere og råber lykkeligt: ‘”Jeg siger op!” På det næste billede danser folk på gaderne, vifter glædeligt med armene og ler. I taleboblerne ovenfor: ” For vildt! Vi skal leve for evigt!”. Hvorfor døden i det sidste billede bider i en orange gulerod, afslører jeg ikke.

Denne skattekiste af bog rummer de vidunderligste juveler, der lyser i alverdens farver, former og facetter – simpelthen glimrende.

Jeg elsker Aakesons tegneserieagtige fortællestil med de morsomme overraskelser, han kommer rundt om hjørnet med. Men pas på! Sommetider sidder latteren fast i halsen. Den sorte humor er måske for stærk for læsere med svage nerver!

Jeg kan virkelig varmt anbefale bogen til unge og voksne læsere med sans for det fantastiske, filosofiske og absurde.

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter


kommentarer
 
Skriv en kommentar »

 

You must log ind for at skrive en kommentar