Det frigjorte menneske af Finn Jeppesen

I 2003 debuterede Finn Jeppesen med digtsamlingen ”Evigt – Digte” og siden har forfatteren udgivet digtsamlingerne ”Nyt lys” og ”Haiku” samt ”Solsortens bad” i 2007.

Tidligere i 2016 udkom endnu en digtsamling på Forlaget Ravnerock, der har fået den fine titel ”Det frigjorte menneske”.

Bogen er inddelt i fire dele, der hver især demonstrerer en måde at skrive digte på.

Digtene handler om tunge emner som politik og mennesket i den vestlige verden, der ifølge forfatteren ligger underdrejet reklame-branchens luner. Der er dog også digte, der handler om drømme, observationer man gør sig om det menneske man sidder ved siden af på en café, om fortiden og glemsel og om ensomhed. Man kan sige, at digtene i høj grad handler om hverdagen og om det moderne menneskes gang på jorden.

Digtene er af noget svingende kvalitet.

Der er flere af digtene, som er virkelig fremragende, velskrevne og som rammer sin samtid meget præcist. Især synes jeg godt om et digt som ”Ensomhed”, der handler om et ensomt menneske og om hvordan forfatteren observerer et andet menneske, der udviser tegn på at være for meget alene i verden.

Til gengæld var der også mange digte, der slet ikke gjorde noget indtryk på mig, så jeg synes bogen er en blanding af både skidt og kanel.

Det er til gengæld tydeligt, at forfatteren har talent for at skrive ligesom det også står klart, at forfatteren vil noget med sine digte. Der er med andre ord stort potentiale i denne forfatter, og jeg kunne sagtens forestille mig at læse forfatterens øvrige digtsamlinger.

”Det frigjorte menneske” er en udmærket læseoplevelser, hvor der både er digte af meget høj kvalitet (både sprogligt og indholdsmæssigt), men der var, som sagt, mindst lige så mange digte, der ikke sagde mig voldsomt meget.

Jeg lander på en middel vurdering for ”Det frigjorte menneske”, der bestemt var en læseværdig bog, men som jeg ikke vurderer som uforglemmelig.

Lån bogen på biblioteket