0 kommentarer

Solens Gave af Maren Lemb

af d. 2. april 2026
Info
 
Sideantal

409

Udgivet

2026

ISBN

9788773394175

Udgave

1. udgave

 

Solens gave er indtil videre eneste bog, i det, der på et tidspunkt bliver en serie med overtitlen Bjergene mellem os.

Prinsesse Elmine bor i landet Elyris. Hun bor sammen med sin mormor, Dronning Leta da hendes egen mor er omkommet i bjergene, da hun fulgte efter sin mand, Elimines far.
I Elyris er alle lige, tror Elmine. Det er lige meget om du er seksuelt tiltrukket af en af samme køn, hvem dine forældre er eller hvilken Solgave du har. Dog er Elyris også et meget klassedelt samfund, og Elmine hemmeligholder hendes venskab med bageren Lirian. Det er også lige meget, hvilket køn du er, med fødselshjælpernes assistance kan alle blive gravide og bære et barn. Ingen menstruerer, fødselshjælperen gør dig modtagelig for undfangelse af liv og alle børn kommer til verden med kejsersnit.

Elmine og hendes kæreste Katinka planlægger at gå til fødselshjælperne dagen efter hendes 19 års fødselsdag, men Elmine erfarer i tide, hvorfor hendes mormor er imod denne forening af de to. Hun findes også et ældre manuskript, der fortæller hende, at hun har en tvillingesøster, så hun bryder Solloven og bruger sin stemmes gave til at få sandheden ud af sin mormor.

””Fortæl mig, om jeg har en tvilling eller ej.” Jeg behøvede ikke engang koncentrere mig. Stemmen fandt selv vej over mine læber.
”Du er ikke stærk nok til at bruge gaven imod mig, barn.” Hun samlede hænderne på ryggen, men jeg nåede at se, at de rystede.
”Fortæl mig det, Leta. Kom nu, du har jo altid haft lyst til det. Du må være træt af at holde på alle de hemmeligheder, kære mormor.”  At slippe gaven løs føltes, som havde jeg holdt været hele mit liv og først nu åndede frit.
”Din mor fødte tvillinger med den forbandede Regnar. Shiana er din søster, ja, førstearving til tronen, hvis hun ellers stadig lever.””

Opfyldt af skuffelse og sorg drager Elmine mod riget på den anden side af bjergene i håbet om at finde sin søster og sin far.

Solens gave er en del af romantasy genren. Personligt synes jeg at sexscener fylder lidt for meget i denne genre og foretrækker i forhold til dette den mere klassiske fantasylitteratur.

Men når jeg ser bort fra de meget eksplicitte sexscener og koncentrerer mig om resten af fortællingen står jeg tilbage med en yderst velskrevet bog, en sympatisk heltinde og to riger, der er fantastisk godt beskrevne. Jeg nød at være vidne til Elimines dannelsesrejse, følte næsten hendes fornemmelse af svigt og usikkerhed, da det viser sig, at det hun troede var sandheden kun var en illusion skabt af hendes mormor.

Jeg ser frem til de næste bøger i serien.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter