Begravelsen af Jesper Worning Slot

Johannes og hans datter Sofia er på vej til Johannes’ mors begravelse. Sofia undrer sig over, hvorfor hendes far er så stresset, for som hun siger: ”Jeg troede at vi hader farmor.”

De får hentet Johannes’ søster Marianne, som bliver voldsomt fortørnet, da det går op for hende, at Johannes ikke har tænkt sig at bære kisten med deres mor. Sofia og Marianne insisterer begge på en forklaring og i bilen på vej til begravelsen får Marianne sandheden om, hvordan det reelt var for Johannes, især i tiden efter deres fars død, Mariannes flytning fra hjemmet og morens deroute.

Til at begynde med er det vanskeligt for mig som læser, at sætte mig ind i Joahnnes’ voldsomme følelser. Jo vist, hans mor holdt tydeligvis mere af Marianne, var åbenlyst en tyran og en løgner, men sådan er det vel for mange?

Men det er også et af de aspekter ved bogen som jeg holder allermest af; Hvordan morens deroute er så langsom og hendes sande karakter kun gradvist kommer til syne. Det er ikke så meget de enkelte oplevelser, som Johannes havde en barndoms- og ungdomshjemmene. Det er summen af de oplevelser.

Der er mange passager i bogen, der er vanvittig flot skrevet, og som læser må jeg have tungen lige i munden, for bogen er så kort, og betydningsfulde episoder fylder måske kun tre til fem linjer, som her, hvor Johannes og moren efter Mariannes flytning selv er flyttet til et mindre hjem:

”Som et tegn på nye tider plantede vi et mindre pæretræ i vores nye have på Norgaardsvej. Det skulle være et fælles projekt. Et træ, der skulle bære frugter, der kunne laves til kager, tærter og andre lækkerier. Det var et symbol, på en uformuleret pagt. En aftale om, at vi var et sammentømret hold. Min mor og mig, sammen mod verden.”

Jeg er klar over, at der ikke er et D i Norgaardsvej, men det minder om, og som bekendt er der meget få ting, der trives i en nordvendt have. Og som vi kan se på forsiden stor det heller ikke godt til med pæretræet. Det frugter rådner, træet trives ganske simpelt ikke, slår vel ikke ordentligt rod på grund af de dårlige vækstbetingelser.

Og Johannes slår da heller ikke rod det nye sted. Efter en periode med opblomstring, nye arbejde og en mor, der holder hjemmet, er det retur til den gammel kendte hverdag, hvor Johannes pjækker i gymnasiet, fordi han har travlt med at holde hjemmet, arbejde på tankstationen så han kan købe mad og forsøge at holde hovedet oven vande.

Begravelsen er en helt igennem fantastisk bog, netop fordi morens deroute og Johannes følelser er så realistisk beskrevne. Men også fordi det langsom bliver synligt, at selvom han troede at det kun var ham, der led, så har også Marianne nogle uhensigtsmæssige mønstre med sig som resultat af deres opvækst. Som læser står jeg med billedet af en skadet mand, ude af stand til at elske længere, og som har svært ved at få det billede andre tegner af hans mor til at stemme overens med hans virkelighed.

Lån bogen på biblioteket