Jeg som aldrig har kendt mænd af Jacqueline Harpman

’Jeg som aldrig har kendt mænd’ er i al sin enkelthed en læseoplevelse af de store. Historien om 40 kvinder der holdes fanget i et bur, hvoraf den yngste er vores fortæller, kommer på 246 sider omkring fællesskab, meningen med livet og eksistentiel ensomhed uden spektakel og store armbevægelser. Det er troværdigt, fængslende og suger læseren med på en tur til verden efter ’katastrofen’, som ingen af kvinderne kan huske ret meget om.

I et stort bur i et rum uden vinduer og dagslys lever 40 kvinder. Der går altid tre vagter rundt om buret, og sørger for at reglerne overholdes. ’Reglerne’ er ingen fysisk kontakt, ingen ballade og ingen forsøg på at tage livet af sig selv. Hvis kvinderne overskrider grænserne, svinger en vagt sin trehalede pisk så tæt på dem, at de farer sammen og straks trækker sig. Nogle af kvinderne har hvide ar på kroppen, der fortæller om, at de engang er blevet ramt af pisken.
Kvinderne er fra forskellige steder og har ingen umiddelbar fælles fortid. De har kun vage minder om et andet liv, med job, mænd og børn, men ved hverken hvor de er, hvorfor eller hvor længe, de har opholdt sig i buret. Eneste fælles erindring fra livet ’før’, er et glimt, panik og skrig.
Den eneste, der slet ikke har minder, er vores fortæller, der kun er et barn, da hun kommer i buret.
Dagene går med små snakke om almindeligheder og ingenting. Efterhånden som fortælleren vokser til bliver hun mere og mere utålmodig og vred på sine medfanger over, at de ikke vil dele meget af deres historier med hende – den historieløse. Hende, som aldrig har kendt mænd.
I ren frustration over de begrænsende livsvilkår finder hun på, at hun vil holde øje med tiden ved at tælle sine hjerteslag. For en stund får kvinderne noget at fokusere på, men det leder bare til flere ubesvarede spørgsmål.

’Jeg som aldrig har kendt mænd’ er et studie i menneskets overlevelsesmekanismer. Er livet værd at leve, hvis der ikke sker nogen udvikling? Dagene er ensformige, du er aldrig alene og har intet selvstændigt valg?
Vil vi altid søge svar på, hvis vi har spørgsmål og er det muligt at overleve i et tomrum af forklaringer?
Måske er det sandt, at så længe det handler om ren overlevelse fokuserer mennesket på føde, vand og søvn. Men når dét så er på plads, hvem vil så slå sig til tåls, være tilfreds med det, der er. Og hvem må vide mere?

Fremragende fortalt. Uden diskussion en nyklassiker, der holder.

5 uforbeholdent kæmpe store stjerner til en ’Jeg som aldrig har kendt mænd’, som jeg helt sikkert vil læse igen.