Hvis vi havde tvunget dig til at være social af Katrine Marie Guldager

”Jeg strækker erindringen som en
smidig dej i et grønt køkken langt senere.
Jeg vil være i dét minde
et øjeblik længere
og så give slip (…)” s. 19

Med Katrine Marie Guldagers seneste digtsamling inviteres vi ind i digterjeg’ets minder fra barndommen i Afrika. Dem har hun før beskæftiget sig med, men her blandes de med moderstemmens fortælling om samme periode, så det slår gnister.

Det er ikke kun et møde mellem barnets og den voksnes forskellige niveau af opfattelse – men også mellem nutidens indsigter og datidens. Mellem forskellige personlighedstyper, den introverte og den ekstroverte. Mellem et sansende, reflekterende individ – og en mere spontan, ubekymret tilgang til livet.

Har man kendskab til Guldagers forfatterskab, står det klart, at opvæksten i Zambia var skelsættende. Hun var kun to år, da familien kom dertil for at bo og arbejde. Det skildres bl.a. i den selvbiografiske beretning ”Lysgrænsen”, hvor beskrivelsen på en række punkter matcher denne digtsamling. Men digtene kan formidle andet end fakta.

Der er tale om to menneskers vidt forskellige erindringer, som kører i parallelle spor: Et lyrisk spor (digte) og et fortællespor (moderstemmen), der flettes sammen, brydes og befrugter hinanden. Herved opstår et fleksibelt, smerteblandet rum, hvor barnets erindringer og sansninger krydser – og står i skarp kontrast til – moderens mere dynamiske og dramatiske fortælling.

Digtene er som altid tankevækkende, men hér også sanselige og forbundne med naturen på en måde, som jeg ikke før har oplevet Guldagers digte: ”Måske var det solen, der kom med bølgerne, måske var det bølgerne, der slog lyset ind mod stranden…” (s. 7)

Moderen fortæller voldsomme ting, som var det underholdning. Om dengang ”du drak petroleum”, og da der var en løve med åbent gab ”mindre end en meter fra dit hoved”, ”du havde ikke rigtig nogen venner” osv. osv.

Indstillingen hos de unge forældrene virker ubekymret og eventyrlysten. De vil ikke knække barnets vilje, og lille Katrine får lov at gå alene derhjemme med en hund i stedet for at komme i børnehave. (”Vi ville have gjort vold på dig, hvis vi havde tvunget dig til at være social?”) Andre steder har Guldager beskæftiget sig kritisk med konsekvenserne af datidens pædagogik, og digtene rejser vigtige spørgsmål på en ny måde: Er det altid kærligt ikke at ville tvinge barnet? Er det umodenhed og ansvarsløshed? Og tvinges barnet alligevel ud i ting, hun ikke har bedt om, pga. forældrenes valg?

Bogens form skaber perspektiv og dybde, og der sker noget magisk: Teksten får sjæl i en grad, man ikke ofte oplever. Både på linjerne og imellem dem. Fremstillingen spejles også i jegets erfaringer ift. næste generation (egne børn), hvilket føjer lag og nuancer til.

Moderen krediteres bag i bogen for sit bidrag. Da Guldager før har beskrevet afstand i relationen, må der være sket en tilnærmelse imellem dem, og der er da også et forsonende præg over fremstillingen. Selvom bogen udstiller forælderens lidt ureflekterede idealisering af en svunden tid, er resultatet som læseoplevelse godt – og bæres af erkendelsen af en mors helt afgørende betydning for sine børn. Som her:

Et hus henligger i mørke
indtil en mor står op og
tænder lyset i børnenes øjne.
Havets bundt henligger i mørke
indtil solen står op og
knipser alle fisk vågne. (s. 62)

Min varmeste anbefaling.

lån bogen på biblioteket