Synger du stadig? af Anne Dorte Michelsen

”Sange er ensomhed omsat. Fordi vi synger til og med hinanden. For os selv. Og for andre. Så vi ikke er så alene.” (s. 346)

Ét af dansk popmusiks store koryfæer, Anne Dorte Michelsen, leverer her sin personlige livsberetning, som samtidig er så meget mere. ”Synger du stadig” inviterer læseren på en rigt facetteret vandring, bl.a. gennem samtids- og musikkulturen, og den imponerer med sin sprogbeherskelse og fortælleteknik.

Rammen om erindringerne er perioden efter forfatterens skilsmisse i 2020. Vi følger et nutidigt spor med refleksioner og rejsebeskrivelser, og ind i dette flettes minder fra opvækst og ungdom.

Bogens mange sceniske beskrivelser er fulde af sanseindtryk filtreret gennem et vidende og humoristisk intellekt, og som læser er man i godt selskab. Som da vi hører om et besøg på museet Louvre i Paris, hvor hun nær aldrig finder ud igen, fordi ”de stramt kuraterede luksusbutikker omringer museet som en midgårdsorm”… (s.30)

Barndommen i et rækkehus i Vejlby-Risskov beskrives indgående. Vi hører om venner, kærester og skolegang – om ensomhed og alsidige aktiviteter – samt om lærerforældrene, som i begyndelsen af halvfjerdserne rykker familien op fra forstadslivet og flytter til et venstreorienteret kollektiv på Toustrup Mark. Den 14-årige Anne Dorte bryder sig ikke om livet på landet og løsriver sig snart. Som teenager flytter hun til Aarhus og derfra videre til København for at gå i gymnasiet.

Hendes musikalske dannelse sker især via skolegangen på Aarhus Friskole, hvor musikken er i højsædet. I København kommer hun med i diverse bands, og bogens fokus er særligt på den begyndende karriere i musikbranchen, hvor hun som en del af Tøsedrengene er med til at bryde nyt land i dansk musikliv. Halvfjerdsernes politiske sange erstattes af en mere personlig, enkel og poppet musikstil, hvor hendes talent for sangskrivning kan folde sig ud.

Sideløbende med skildringen af barndom, ungdom og begyndende karriere (1958-midt 80’erne), er bogen krydret med rejseberetninger, erfaringer fra sangskrivning, refleksioner over kønsubalancer i musikbranchen, kvinderoller, alder m.m. Også Mee Too-bevægelsen bliver nævnt.

Handlingen efterlader et hul i midten af Michelsen liv og karriere, da tiden efter Tøsedrengene, hvor hun gik solo, kun beskrives brudstykkevist. Der nævnes enkelte erfaringer fra koncerter og fra husmorgruppen ”Venter på far”, men jeg ville gerne have hørt mere om årene frem til 2020.

Efter sin skilsmisse påtager hun sig tre store opgaver: At købe og istandsætte et hus i Italien, at udgive et album og at skrive en bog. Handlingens nutidige spor følger disse processer, og det fremgår, at bogen ikke har været let at skrive. Den er et forsøg på at finde fodfæste i en tid, hvor hun leder efter noget, som hun ”måske tabte undervejs” (s. 183). Udefra set får jeg indtryk af et liv med privilegier og udfordringer: Et liv forankret i musik- og sangskrivning, kærligheds- og familierelationer – samt også i dybere værdier/tro. Som læser er jeg beriget.

Udover musikkarrieren har Anne Dorte Michelsen læst til journalist, er uddannet manuskriptforfatter og modtog i 2023 Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for sin sangskrivning.

Lån bogen på biblioteket