147
2024
9788702424621
Monique s'évade (oversat fra fransk af François-Eric Grodin)
1. udgave, 1. oplag
Den franske forfatter Édouard Louis brød gennem den litterære lydmur da han i 2015 udgav den autofiktive roman ”Færdig med Eddy Belleguele”, der handler om forfatterens egen opvækst i den lille, nordfranske by Hallencourt. Her voksede han op i en ludfattig og børnerig familie, hvor fysisk og psykisk vold var hverdagskost og hvor det at være homoseksuel var ildeset.
Édouard Louis viser sig at være velbegavet og bliver som den første i familien optaget på gymnasiet og efterfølgende på flere af de bedste videregående uddannelsesinstitutioner i Paris, hvorfra han bliver uddannet sociolog og filosof.
Efter en del år i et dysfunktionelt ægteskab vælger Édouard Louis´ mor at blive skilt fra sin mand (der også er far til Édouard Louis). Manden har gennem adskillige år tyranniseret sin familie ved at være doven og overøse både hustruen og børnene med vold og nedværdigende skældsord. Moderen Monique vil skilles og hun flytter efterfølgende til Paris, hvor hun finder en ny mand, der i starten virker ganske fredsommelig og tilforladelig.
En aften ringer telefonen hos Édouard Louis. I den anden ende er hans mor, der græder. Hun fortæller hun vil skilles fra den nye mand. Han har vist sig at være en kopi af eksmanden: drikfældig, doven og et menneske, der tiltaler sin hustru med nedsættende ord som ”mær” og ”luder”. Monique skal væk, hun flygter og Édouard Louis vil naturligvis gerne hjælpe hende.
Monique bor i første omgang hos sin søn. Herfra hjælper han hende videre med at finde en ny lejlighed, nye møbler og søger at hjælpe hende med at få stablet en ny hverdag sammen – hvor hun selv sætter dagsordenen. Før første gang i hendes 57-årige liv bor Monique alene og for første gang skal hun til at lære hvad det vil sige kun at tage hensyn til sig selv. Overgangen giver dog også vanskeligheder, selv banale ting som at tænde en computer, åbne en browser og logge på en streamingtjeneste tager en time når man aldrig har siddet foran en computer før. Ting der er banale for alle andre kan sagtens være volapyk for en person, der har levet i underklassen hele livet.
Édouard Louis bliver i denne periode tilbudt, at en af hans tidligere bøger om moderen skal omdannes til et teaterstykke i Tyskland. Han inviterer Monique med til premieren. Monique har aldrig været i udlandet, aldrig været ude at flyve, aldrig boet på hotel og aldrig været i teatret. Det hele er overvældende og nyt men hun klarer det helt utroligt godt og Édouard Louis er med rette stolt af den udvikling hans mor går igennem.
”Monique flygter” er fortællingen om en kvindes udvikling. Om at komme væk fra underklassen og stige til arbejderklassen. Om at tilhøre en klasse, der ikke længere eksisterer officielt. Herudover er det også et kvindeportræt og en næsten djævelsk velskrevet og samfundsrelevant bog, der fortæller os, at underklassen og armod stadig eksisterer i bedste velgående selvom vi skriver 2025.
Dette er en yderst læseværdig og relevant bog, som ikke kan anbefales nok.

