Lucie af Amalie Skram

Lucie er en ung kvinde der lever det “frie” liv, hun er ikke af fin familie, men hun er smuk og har et glad væsen, hvilket hjælper hende til at få forskellige herrer til at forsørge hende, samt sørge for hun kan betale sin lille lejlighed. En af disse mænd er advokaten Theodor Gerner, der bliver helt forlibt hende og overøser hende med fine klæder og ting til hjemmet. Det ender da også med at han frier til Lucie, da han ikke kan leve med at skulle dele hende med andre. Det der for Lucie tegnede til at blive et liv som fin frue i de højere kredse, bliver ikke en dans på roser for den unge kvinde. De andre fruer kan ikke acceptere hendes fortid, og Theodor opdrager hele tiden på hende, da han hele tiden synes, hun er for imødekommende over andre mænd. Så for begge parter ender det ulykkeligt.

Lucie indgår i Gyldendals Nordisk serie, en serie der består af ”kendte og glemte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral. Det er radikale værker, der forandrede verden, og som stadig er spillevende”. I denne nyoversættelse af Ida og Anna Jessen med forord af Amalie Langballe Vurdering, fremstår Lucie som en lille perle.

Det er ikke nogen stor roman, med sine kun 188 sider er den hurtigt læst, men hvad den mangler i sidetal har den til gengæld i indhold. Det er en velskrevet roman om ung kvinde der ønsker en tryg tilværelse i ordentlige rammer, som må betale en meget høj pris for dette ønske. I forsøget på at tilpasse sig sin mand bliver hun dag for dag brudt psykisk ned af hans konstante kontrol og irettesættelse. En fortælling, som selv om den har 137 år på bagen, stadig kan tale ind i vores tid. Kulisserne er ganske vist noget anderledes i dag, men grundfortællingen er den sammen, og der findes desværre mange ægteskaber hvor den indbyrdes magtbalance er som hos Lucie og Theodor. Herfra skal lyde en stor tak til Gyldendal for at bringe disse bøger til live igen, i disse tider hvor der tales så meget om at åndslivet skal styrkes er denne serie oplagt.

Berthe Amalie Skram, født Alver (1846-1905) født og vokset op i Bergen i en fattig købmandsfamilie. Faderen gik fallit og rejste alene til Amerika i 1864. Den 17-årige Amalie indgik i et ægteskab med den ni år ældre skibsfører Bernt Müller, og sammen med ham og deres to drenge sejlede hun rundt på verdenshavene. Efter 13 års ulykkeligt ægteskab, opnåede hun til samtidens forargelse skilsmisse. Hun brød med den kristendom, hun var vokset op med, og blev optaget af socialisme, fritænkning og kvindesag. I februar 1877 skrev hun en anmeldelse af J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, som blev trykt i Bergens Tidende. Herefter fortsatte hun med at skrive artikler, anmeldelser og debatindlæg i aviser og tidsskrifter. Det blev til en litterær debut i 1882 med fortællingen “Madam Høiers Leiefolk”, som vakte opsigt på grund af de detaljerige gengivelser af fattigdommens uhumskheder. I 1884 blev hun gift for anden gang, denne gang med forfatteren Erik Skram. Hun flyttede til København og fik dansk statsborgerskab. Hun blev en del af det frisindede, litterære miljø omkring Georg Brandes, og i 1885 udgav hun romanen ‘Constance Ring’, der bygger på erfaringerne fra hendes forliste ægteskab. Amalie Skram led af voldsom selvkritik og følte sig klemt mellem familielivet og sin kunstneriske udfoldelse. Hun lod sig derfor i en periode indlægge på et sindssygehospital. I 1899 blev Amalie Skram skilt fra Erik Skram, og hun døde dybt desillusioneret i 1905. Hun blev en af det moderne gennembruds mest betydelige kvindelige forfatter.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Gyldendal, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

lån bogen på biblioteket