Børnene af Ida Jessen
320
2009
978-87-02-07917-3
1. udgave
På papiret er ”Børnene” tredje og sidste bind i Ida Jessens elskede og anmelderroste Hvium-trilogi, der udkom i løbet af 00’erne. I 2010 modtog ”Børnene” fuldt fortjent boghandlernes store pris, De Gyldne Laurbær. Langt senere, i 2018, skrev Jessen et kongenialt Nachspiel til trilogien, ”Telefon”, der ligeledes skal anbefales på det varmeste.
Som i ”Den der lyver” (2001) og ”Det første jeg tænker på” (2006) indledes ”Børnene” (2009) med, at en fremmed ankommer til den (fiktive) Limfjordslandsby Hvium.
Solvejs eksmand og seksårige datter bor allerede i byen, med en ny mor. Hurtigt aner læseren, at Solvejs seksuelle eskapader i fortiden er grunden til, at hun har mistet kontakten til mand og barn.
Solvej er fast besluttet på at starte på en frisk og i hvert fald genvinde samkvemsretten med Christiane, der dog er ganske skeptisk. Problemet er, at mænd drages af den smukke, enlige kvinde og viceversa. Kan man både være et gnistrende seksuelt væsen og en opmærksom mor?
Og kan en inkarneret storbybo lære at begå sig i et lille, klaustrofobisk mikrokosmos, lære at åbne spjældet og tænde op i kakkelovnen, lære at bo ude i en mørk skov fuld af sære lyde, lære at trives blandt forudindtagede mennesker, som betragter fremmede med utilsløret mistro?
Det skal røbes, at Solvej hen ad vejen finder sine fødder, og at hun ligefrem evner at agere støtte for et par af landsbyens andre markante skikkelser (som vi kender fra trilogiens to første bind), Manne og Ragna. Også disse stoute kvinder har seksuelle længsler, som ikke altid falder lige heldigt ud.
Romanen er spændende og gribende på den klassiske lavmælte Jessen-facon. Natur- og miljøbeskrivelserne er overdådige, personkarakteristikkerne ligeså, om end antydede snarere end udtømmende, hvilket er elegant.
Hvad er et fuldbårent moderskab, hvad er et vellykket kvindeliv, og eksisterer der en iboende modsætning mellem de to roller? Er mange mænd nogle liderlige og/eller intetsigende båtnakker? Denne læser kunne forledes til at tro, at den skarpsynede Ida Jessen langt hen ad vejen anser hunkønsvæsener som værende i besiddelse af en del mere komplicerede følelsesregistre end deres mandlige mod- og medspillere. Og jeg er ikke helt uenig.
