Solaris af Stanislaw Lem
314
2002
87-02-01602-8
Solaris (polsk)
”Solaris” er noget så sjældent som polsk science fiction.
Hovedperson Kelvin ankommer til planeten Solaris, hvor den lille besætning på forskningsstationen kun består af to forstyrrede medlemmer. Et tredje medlem af mandskabet er død, og stationen er reelt i opløsning.
Beskrivelsen af situationen på stationen, og af planeten Solaris selv, foregår gennem Kelvins læsning af arkivernes omhyggelige registrering af mandskabets tidligere udforskning af Solaris, samt Kelvins egne gradvise og urovækkende opdagelser.
Bogens fortællestil er meget lig den langsomme, tænksomme stil som også ‘Rumrejsen 2001’ er eksponent for. Der dvæles ved den umiddelbart monotone tilværelse i det sterile, laboratorie-agtige rumstationsmiljø.
Både ”Solaris” og ”2001” tilhører en ukonventionel gren af science fiction-genren, som ikke har det mindste til fælles med mere udbredte science fiction-fortællinger som Startrek, Starwars, eller den ældre klassiker ‘Dune’ (Klit). De har alle et genkendeligt miljø, og ofte ret menneskelignende rumvæsener. Ikke som i ”Solaris”.
Blottet for drabelige rumvæsener eller andre traditionelle action-krydderier forbliver det omkringliggende ocean, som er objektet for undersøgelserne på planeten Solaris, mystisk, uigennemtrængeligt, og samtidigt meget karaktérfuldt. Den konstante usikkerhed om hvad det egentlig er – levende eller dødt ?, passivt eller observerende ? – leder til filosofiske refleksioner om mennesket og universet.
Det bedste ved fortællingen er, måske lidt paradoksalt, den gennemførte monotoni, som sammen med den kølige atmosfære bevirker, at en uhyggelig, skæbnesvanger stemning præger fortællingen. Dette forværres af de mareridtsagtige hændelser som er årsag til rumstationens opløsning; forestillinger som bringer fortællingen tæt på at være en krydsning af gyser- og science fiction genren.
En utraditionel, fascinerende og absolut læseværdig science fiction roman.
