Skarpe genstande af Gillian Flynn

Camille er journalist. Ikke en særlig god én. Hun har ikke det der dræberinstinkt som de rigtig gode journalister har. Hun har den der blåøjethed og håb med til sine interviewofre, som er en af grundene til at hun i tidernes morgen blev ansat som journalist på Daily Post i Chicago.

Hendes chef er en spøjs gammel mand, som har taget Camille under sine og konens beskyttende vinger. Camille er nemlig et skadet barn, hun er tidligere cutter og har skåret ord ind i sin krop siden hun var teenager. Hendes mor er kold, og distanceret er vist ret passende beskrivende og hele stemningen i det hus Camilles mor, stedfar og halvsøster bor i, er kølig for at sige det mildt. Camille sendes på en opgave i sin hjemby, hvor en lille pige er forsvundet på 2. snart 3. døgn og en anden lille pige blev myrdet et år tidligere. Hun brydes meget med det at vende hjem til et sted hun var en vild og vred teenager, det at bo hjemme hos sin underlige mor og at prøve ikke at skære sig selv igen. Stadig vil hun ikke skuffe sin chef, så hun forfølger historien om den forsvundne pige og efterhånden som sagen rulles ud, rasler skeletterne ud af skabet, og Camille kan ikke dukke sig for dem alle.

Bogen her er blevet kategoriseret som en psykologisk thriller, hvilket i mine øjne er forkert. For ganske vist har den nogle elementer fra den genre i sig, men den er en blanding af for meget forskelligt til, at jeg vil gå med til at den havner på den “sindssyge hylde”. Du ved; hylden med alle de andre psykologiske thrillere med bestialske mord og psykotiske personager.

Gillian Flynn har fanget essensen af en ung kvinde, der kæmper med sine dæmoner, en by i sorg, en skrækkelig trang til at gøre andre mennesker ondt og skrevet en debutroman, som ikke fik mig til at bide negle af angst, men fik mig til at tænke også efter bogen var lagt fra mig. Velskrevet er den og speciel på sin særegne måde.

Lån bogen på bibliotek.dk