Pax – Spillet ved verdens ende af Martin Riel
260
2022
978 87 94145 89 3
1. udgave
“Velkommen til Pax, spillet, der bliver til virkelighed”
– deklamerer Ruth, den aldrende, storrygende dronning både inde i spillet og ude i virkeligheden.
Ruth taler ud gennem skærmen til Ninon og Nathan, der troede, de bare spillede et sjovt multiplayer-computerspil. Men pludselig har en mystisk portal åbnet sig.
Videre til Ravon i Birmingham og Sarri i Johannesburg, der ligeledes er blandt de 300 udvalgte spillere i Pax. Alle sammen sære typer med usædvanlige problemer.
Deres største problem er selvfølgelig, at tredje verdenskrig er på vej. Det tager de nu ret afslappet. Ravons veninde Fnat Jenny tænker mere på sin kønssygdom, Sarri er bekymret for, om hun har Seven Up nok til en bustur, og Ninon vil gerne se Nathan nøgen. Mere bekymrede for en overhængende atomkatastrofe er vores helte ikke.
Beklageligvis lykkes forfatteren, den normalt så velskrivende Martin Riel, ikke med at skabe mere spænding i ”Pax- Spillet ved verdens ende”, end hvis det kommende ragnarok havde været en måneformørkelse.
Ruth, skaberen af Pax, påstår, at hun vil hjælpe 300 udvalgte spillere med at overleve verdenskrigen ude i virkeligheden. Hvad krigen præcis går ud på, får vi ærgerligt nok ikke at vide. Hvem slås mod hvem og hvorfor? Men åbenbart vil der falde atombomber som spredhagl verden over.
Da bind 1 (ud af 4) slutter, skingrer sirenerne og advarer verden om, at krigen er startet…
Bogen er skrevet i en kæk tone med munter distance til begivenheder og personer. Riel har svært ved at tage sine egne karakterer (karikaturer) alvorligt; de bliver tegneseriefigurer med pseudoudfordringer. Historien ligner mere første sæson af en ungdomsserie på Rakuten TV end et sci fi-drama, som voksne mennesker kan gyse og gruble over.
På ét punkt minder “Pax…” om den legendariske roman “American Psycho” – nemlig den konsekvente brug af navngivne brands i forbindelse med de utallige produkter, der remses op på hver eneste side. Denne strøm af mærkevarenavne var møgirriterede igennem hele “American Psycho”, men havde dog den pointe at fortælle om en materialistisk tid; hvad mon Riels pointe er?
Apropos; den berømte cubanske cigar hedder Cohiba, ikke Gohiba.
Undskyld, men ved DU, hvad en NPC er? En clutch? En guild? Realms? Jeg gør ikke – og det gør dele af bogen temmelig indforstået. Martin Riel skriver tydeligvis for et publikum, som er bekendt med disse begreber og fred være med det. Jeg er tydeligvis ikke i målgruppen. Hvad med dig?
