0 kommentarer

Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt af Claus Schjødt

af d. 8. august 2025
Info
 
Sideantal

423

Udgivet

2024

ISBN

9788740090093

Originaltitel

Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt

Udgave

1. udgave

 

Frank er altmuligmand i en lille vestjysk by med 730 indbyggere. En pæn portion af de 730 mennesker kommer jævnligt på Kistrup Kro, også Frank og hans barndomsven Bjørn hænger ud der. Frank får sig tit en tår over tørsten og når han er lidt for beruset til at tænke sig om, følger han med Emmi hjem. Emmi bor alene med sine to børn og vil meget gerne have en mand i sit liv. Allerhelst Frank. Problemet er, at Frank kun har øje for Emmi når han er beruset. Med tømmermænd eller ædru forekommer det ham, at hendes hus er alt for trangt, børnene for aktivt spørgende og Emmi for omklamrende. Emmis mor Liz vil meget gerne, at Frank beslutter sig for om han vil Emmi eller ej, og hun er, som Emmi, af den overbevisning at eftersom ingen af dem går med andre hjem, så er de kærester. Frank er nok nærmest den eneste i det lille samfund, der tænker at de bare er to mennesker, der har uforpligtende sex når de er fulde.

Da det gamle bysbarn Sara vender hjem til Ny Kistrup for at blive projektleder for en nationalpark son Naturstyrelsen gerne vil anlægge vækkes der helt andre følelser i Frank. Udfordringen er bare, at de fleste synes at han er en idiot når nu han ikke selv kan se, at Emmi er et langt bedre match, og så at Sara ikke har samme mål med deres relation som Frank har, hun har vist bare forestillet sig lidt tidsfordriv.

Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en fin lille bog og livet i udkantsdanmark. Om en mand, der nok er nødt til at erfare, at en eller anden dag er han nødt til selv at træffe en aktiv beslutning og ikke bare tænke, at alle beslutninger kan udskydes til nogle andre træffer dem for én. Og det er hård kost: ”Lignede han på det punkt sin mor? Var hans ubeslutsomhed, hans træghed med hensyn til at træffe beslutninger og føre dem ud i livet, noget han havde arvet fra hende? Nej, det Gud forbyde. Sådan forholdt det sig på ikke, gjorde det? Det var en rædselsfuld tanke, at han på nogen måde mindede om sin mor.”

Der er mange emner der berøres perifert, som Franks forhold til moren, moren og farens indbydes relation og også Franks relationer til kvinderne. Ellers fylder de mellemmenneskelige temaer ikke så meget i bogen. Snarere er konflikten mellem land og by samt Københavnernes romantiseren over den natur de ikke selv vil have for tæt ind på livet det mest centrale tema. Når det er sagt, skal det dog samtidig understreges at Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er skrevet i et lettilgængeligt og humoristisk sprog og den primære hensigt med bogen er klart at underholde.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter