Hjertets kontaktbog af Louise Winther

Jeg havde ikke lyst til at læse Hjertets kontaktbog. Jeg glædede mig for meget, den er så lille, og jeg vidste, at jeg ville være hurtigt færdig med den og det ville jeg ikke. Ikke fordi jeg havde hørt om den, men fordi jeg var solgt allerede ved læsningen af digtet på bagsiden. Sikke en forrygende leg med ord, måtte det aldrig ende.

Ældre generationer kender kontaktbogen, der fungerede som bindeled mellem skole og hjem i hverdagen. Her kunne man skrive beskeder, hvis de altså var relevante nok.
Digtene som Louise Winther har forfattet her, er relevante, letforståelige, legende og rammende, set med mine øjne.
Digtene er inddelt i fire kapitler.

Del 1 beskæftiger sig med de afdøde forældre, hvor især tabet af moren lader til at fylde mest. Jeg fortælleren ønsker sig brændende sin mor tilbage og i et digt, formet som et juletræ skriver denne til julemanden, at selvom det nok bliver noget af et gravearbejde et det ønsket af få netop sådan en mor tilbage. Selvom jeg holder af hele digtsamlingen, er det her i del 1, at der er flest sprogblomster, som her i digtet REKVIEM

På denne din aftens yderste kant
strejfer du ubevogtet søvnens grænse
og støvet fra dine ungpigedrømme.

Søvnløst våger du over dine sorger
om omringes af løbske erindringer
mens årenes skridt giver genlyd i dybet.

Tiden er fuglenes hastige skygger
og menneskets bindegale billedhugger –
jeg tager afsked med din gåde.

Del 2 er nærmest et øjebliksbillede af fortællerens liv, sådan som det udformer sig netop nu, hvor denne bor i sin høst og er tættere på krukken end på vuggen.

Del 3 er også et øjebliksbillede, men nu er det af klodens og menneskehedens forfatning. Det kan virke en smule mærkeligt, sådan at blive samfundsbevidst i en digtsamling om sorg, men den røde tråd er, at fortælleren føler en sorg over tingenes tilstand. Stærkest for mig står digtet DE SMÅ SYNKER, hvor Jens Hansens bondegård er blevet til noget andet end den var i gamle dage.

I del 4 er vi på en måde i foråret, for selvom fortælleren er i sit livs efterår, er der magnoliaknopper, der er klar til at blomstre og kærlighed, der hvis man er modig nok, måske vil blive gengældt. Del 4 er som del 1 på en måde mere personlig og også mere appellerende for mig. Det er i denne del at bagsidedigtet Forsvar findes.
Om Forsvar er en lille hilsen til Marie Key ved jeg ikke, men der er tydelige referencer andre steder i samlingen til Dan Turèll og Inger Christensen. Det er endnu et fint aspekt ved denne lille samling digte, at intet menneske, ej heller fortælleren er en ø, men står på skuldrene af tidligere tiders tekster og mennesker.

Lån bogen på biblioteket