Vinterbaderen af Emilia Hansen

Vinterbaderen er svær at kategorisere.
Jeg valgte den ud fra bagside teksten, og tænkte at jeg sad med art krimi, vel mest fordi der blandt andet står:

”Stykke for stykke finder Helene ud af, hvad der skete med Lærke i dagene op til hendes forsvinden, og svaret vil være et helt andet, end hun havde forestillet sig.”

Vinterbaderen er på ingen måde en krimi. Mit næste bud ville være samtidslitteratur med et kritisk tvist, bogen handler jo om en teenagedatter, der er forsvundet, erklæret død, en mor, der har mistet sit job, sin ægtefælle (skilsmisse) og som gradvist finder ud af, at hun slet ikke anede, hvad hendes afdøde datter gik og tumlede med, hvor svært Lærke i virkeligheden havde det.

Alt i alt er der på alle måde stof nok til en samtidskritisk fortælling om teenagere, gruppepres, ensomhed, selvmordstanker, desperation og fraværende, selvoptagede forældre.

Vinterbaderen er dog på ingen måde dette. Det er vel nærmest chick lit. Ja, Helene har mistet sin datter, sit job og er blevet skilt. Må flytte med sin søn til en lille, men voldsomt hyggelig bolig. Her finder hun hurtigt en ny kæreste som tilgiver hende alverdens løgne, stabler en virksomhed på benene og finder svaret på datterens skæbne. Al den lykke er ærligt talt svær for mig at sluge. Især fordi jeg som læser også får indblik i datterens dagbog, som Helene pløjer sig igennem stykke for stykke. Og her står blandt andet:

”Åh fuck, hvor er jeg ynkelig, jeg er begyndt at hænge ud med taberne. Jeg er en af dem. ….Hvorfor har jeg ladet mig selv glide ned i den grå sump af tabere? Her er ingen lyspunkter, ingen sjov. Måske hvis jeg taber otte kilo og begynder at træne, så jeg kan blive lige så tynd og lækker som Josephine, der har fået hovedrollen i musicalen. Hvis man vil være sanger, som jeg, er det nødvendigt at se godt ud. Ingen gider at lytte til en fed sæk.”

Det beskrives, at Helene læser dagbogen bid for bid, fordi hun ikke kan overkomme at læse det hele på en gang, og hvordan hun efter endt læsning næsten altid er ved at tabe dagbogen af skam, frustration eller desperation, men så heller ikke mere. Jeg kan på ingen måde mærke, hvor forfærdeligt det må være, gradvist at finde ud af, at man har svigtet sit teenagebarn og at denne har haft det så dårligt og følt sig så ekskluderet af de andre at hun har selvskadet og til sidst taget sit liv. Dette er langt min største anke ved bogen. Helenes adfærd og indre liv stemmer for mig på ingen måde overens med de sandheder hun gradvist får indblik i. I stedet stormer hun videre med det nye firma og den nye kæreste. Det er så meget en skam, for romanen kunne have rummet så meget mere, især fordi Emilia Hansen umiddelbart er en ganske udmærket forfatter, der skriver i et letlæseligt og medrivende sprog.

Lån bogen på biblioteket