285
2025
9788740088489
1. udgave
Ilka – Jagten på Anita er 5. bind i serien om ilka, der stadig arbejder i en bedemandsforretning på Østerbro. Forretningen er ejet af hendes veninde Vibe, og da det viser sig, at et lig fundet i et sommerhus i Reersø er Vibes bror er Ilka med et på vej mod Nordjylland i rustvognen, for at finde Anita, den sidste person som broren havde en egentlig kontakt med.
Politikens Forlag kategoriserer Ilka bøgerne som værende spændingsromaner. Jeg finder dem personligt mere irriterende end spændende. For det første er der et voldsomt stort persongalleri, og idet ingen af personerne beskrives særligt indgående, er jeg som læser kraftigt udfordret i forhold til at holde dem adskilt fra hinanden og holde styr på deres indbyrdes relationer. En anden anke er vigtige karakterers åbenlyse mangel på refleksion og omtanke, som da Anita banker på ved Vibe dagen efter afsløringen af at dennes afdøde mand stod i gæld til halsen, at bedemandsforretningen er på fallittens rand, at Vibes egen butik må afhændes og at den bror hun ikke har set i mange år er fundet myrdet i et sommerhus. Selv med alle disse ting in mente kommer det som en overraskelse for Ilka at Anita ikke er i tøjet, huset roder og Anita sidder opgivende ved bordet.
Gerningspersonen bag de mange mord og overfald forekommer mig også en kende karikeret. Ja, han er jaloux og vil ikke lade nogen på det, han så brændende ønskede sig. Kan det virkeligt passe, at det kan lykkes ham at føre så mange mennesker bag lyset, blot i kraft af sin rolige og sympatiske fremtoning?
Jeg er generelt meget glad for spændingsromaner, men de overfladiske karakterer og den karikerede forbryder gør, at jeg trods det udemærkede sprog i bogen vil fravælge de øvrige Ilka bøger. Det er en skam, for fortællinger om mennesker, deres familiære relationer og deres liv kan sagtens være medrinde og interessante.

