253
2006
87-11-30034-5
Politikeren Khader smider politikerkappen og fortæller om hvordan det var første gang at stå i et vintermørkt København, som netop ankommet syrisk dreng, i en lejlighed midt på Istedgade med pornoforretninger ved gadedøren. Flygtninge- og indvandredebatten får her for en dansker pludselig helt andre dimensioner, idet vi via Naser lærer hvordan det opleves at stå i et nyt land med en voldsomt anderledes kultur. Den arabiske nydansker har han måttet file en masse kanter til – som ung fik han trykt et selvportræt i plakatstørrelse og hængte det på sin væg, til danske kammeraters store undren. Det portræt har han stadig, men det er nu kommet ned i en A4. Og mindre bliver det ikke! Han er trods alt stadig Naser.
Beretningen er sine steder særdeles gribende: Før han kom i folketinget arbejdede han som tolk og der har han både afsløret falske flygtninge og måttet knibe spandevis af tårer over rigtige flygtninges grumme historier.
Han virker ret ukuelig, og han er en fantastisk fortæller der afgjort har noget på hjerte. Han bruger ikke kun bogen til at fortælle om sit eget liv, men også på at advare muslimer mod at bevare landsbymentaliteten fra hjemlandet, da udviklingen i vesten for længst er løbet fra den. Det er ikke kun muslimer han forsøger at nå, for det gennemgående budskab er tolerance og samhørighed.
Tydeligvis er netop det emne Khaders kæphest, og selvom han på tv kan fremstå stejl, viser han her både evne og vilje til at arbejde med egne fejl for at finde sin eksistensberettigelse krydsklippet ind mellem to meget forskellige kulturer.
Politik bruger han ikke meget tid på, kun i de passager hvor han fortæller om hvordan den københavnske borgerrepræsentation fungerer. Her råber han op imod et system der bygger på bureaukratiets (u)logik, vis fundament er som skabt til at kvæle gode initiativer.
Jeg er hverken radikal eller konservativ, Nasers historie passer til enhver partifarve.