Karitas uden titel af Kristin Marja Baldursdóttir
Info
Sideantal
456
Udgivet
2007
ISBN
978-87-02-04783-7
Originaltitel
Karitas án titils
Udgave
4. udgave
| Kristin Marja Baldursdottir opruller en gribende kvindeskæbne i ‘Karitas uden titel’. Vi følger islandske Karitas, fra hun som stor pige forlader det trygge barndomshjem på den vestlige side af Island og rejser mod øst sammen med familien. Havet har taget faderen, og moderen beslutter sig for, at de seks børn – koste, hvad det vil – skal have en uddannelse uanset hendes enkestand. Østpå er mulighederne for skolegang større, så mor sælger, hvad sælges kan, og kaster sig ud i et enestående hårdt arbejde i fiskeindustrien for at forsørge sine unger. Det lykkes at give dem alle en uddannelse, men Karitas må længe ernære sig som vaskekone, indtil en rigmandsfrue opdager hendes evner med tegneblok og blyant og bekoster hendes uddannelse på Det kgl. Danske Kunstakademi i København. Da Karitas vender tilbage til Island, er hun en fuldbefaren og meget talentfuld kunstner, men inden hun kan lave sin drømme-udstilling i Reykjavik, må hun nødvendigvis tjene penge til den, så hun snupper sig et sommerjob i fiskeindustrien. Og her møder hun sin skæbne. Sigmar er aldeles uimodståelig, og inden Karitas ser sig om, er hun installeret i et lille fiskerhus. I løbet af tre år føder hun fire børn. Nr. 2 dør af hjertefejl, og de to yngste, tvillingerne, er for tidligt fødte, alt for skravlede og plagede af kolik. Sigmar tilbringer månedsvis på havet, og Karitas er tæt på vanvid af træthed og sorg. Man føler med Karitas. En alt for ung kvinde, der uforberedt kastes ud et liv, som hun slet ikke egner sig til. Hun tvinges ind på den trange, husmoderlige fodsti, som islandske kvinder pr. tradition vandrede i begyndelsen af 1900-tallet, og det koster på flere måder hendes sundhed. Besindige nabokoner tager hånd om hende. Sender hende og to af børnene endnu længere ud på landet til en hjertensgod kone, som kan få dem på fode, og overlader det tredje barn til Karitas’ søster. Det er ikke lykkeligt, men redder Karitas’ liv. Sigmar ser hun først 13 år senere, og da tager hun en tung beslutning. De to sønner, som hun stadig har hos sig, lader hun rejse af sted med faderen, mens hun selv stiler mod Reykjavik. Nu, omsider, skal kunsten have lov at blomstre. Må heldet være med hende! Bogen var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris – vandt den ikke, men nomineringen var fuldt fortjent. |
