Kære barn af Romy Hausmann

Hvis du, som jeg, var mere eller mindre blæst bagover af titler som “Kvinden i toget”, “Faldet”, “Sommermørke” og “Dyndkongens datter”, er der ingen vej udenom “Kære barn” af Romy Hausmann.

“Kære barn” er Hausmanns debut som forfatter – og hvilken debut!

Det er mørkt, det er dystert, det er skræmmende og det er et helt vanvittigt studie i den menneskelige psyke når den bliver tvunget derud hvor al fornuft hører op. Nå ja, og så er det vanvittigt godt skrevet.

Efter at være blevet ramt af en bil, bliver en kvinde bragt ind på sygehuset. Med sig har hun sin datter, der kan fortælle at hendes mor hedder Lena.

Fjorten år før, forsvandt Lena sporløst. I de fjorten år har politiet, mere eller mindre halvhjertet, ledt efter hende. Det samme har hendes far. Men er kvinden på hospitalet Lena? Hun har Lenas ar i panden, men der er noget der ikke stemmer.

Og så ruller historien sig ellers ud. Og efterhånden som den ruller sig ud, bliver den mere og mere indviklet og mere og mere speget. Som læser mister jeg overblikket. For det er lige præcis hvad Hausmann vil have at jeg skal. Miste overblikket. Ligesom personerne i hendes roman har mistet overblikket. Over livet, sandheden, virkeligheden og dem selv. Og samtidig med at alle mister overblikket, borer Hausmann sig ubarmhjertigt længere og længere ned i den menneskelige psyke. Helt ned til bunden, hvor der er allermørkest, og dernede famler hun rundt indtil hun finder en skovl, som hun graver endnu dybere med. Og det er så vanvittigt velskrevet.

“Kære barn” er ikke nogen stor bog. Der er ikke mange sider i den. Kun 333, hvilket ikke er meget for en psykologisk thriller i domestic-noir-genren. Den slags kræver normalt plads for at udfolde sig, for at tage læseren på en rejse ned i sindet. Men ikke hos Hausmann, hvor den forholdsvis korte roman understreger hele hendes pointe.

Jeg indledte med at nævne andre domestic-noir-titler, hvor den menneskelige psykes skyggesider er i fokus. Den, i mine øjne, bedste af dem er “Dyndkongens datter”. Og “Kære barn”? Tjah… den overgår dem alle sammen. Det er simpelthen noget af det mest geniale jeg endnu har læst i den genre.

Basta!

Lån bogen på biblioteket