Om onsdagen danser vi af Virginie Grimaldi

Julia er psykolog og bor sammen med sin forlovede Marc i Paris, da hendes far pludselig dør. Marc viser sig at være virkelig uempatisk, han orker ikke ‘problemer’ og støtter ikke Julia i hendes sorg: ‘Den aften min far døde, blev Marc hos mig indtil midnat, hvorefter han erklærede, at nu havde jeg grædt nok, og at det var på tide at komme i seng. ‘Jeg skal tidligt op i morgen. Jeg har det der møde med italienerne, ved du nok?”

Julia forlader Marc og flytter i første omgang ind på sofaen hos sin veninde – og efter en tid forlader hun Paris og tager til Biarritz, hvor hun kommer fra og hvor hun har fået et vikariat på et plejehjem, som tilmed stiller en bolig til rådighed for hende. Hun fortæller ikke sin mor eller søster, at hun er lige i nærheden af sit barndomshjem – af grunde, vi først senere finder ud af.

‘..der er større sandsynlighed for, at jeg bliver gode venner med en enhjørning, end at jeg skulle komme til at holde af et plejehjem.’

I starten er hun fordomsfuld over for de ældre, hun tænker på, hvordan i alverden hun skal lære at kende forskel på dem – men snart finder hun ud af, at de (selvfølgelig) er lige så forskellige som hendes jævnaldrende, og hun kommer mere og mere til at holde af dem – og af jobbet. De er utroligt velfungerende og friske, omtrent som dem vi møder i ‘Torsdagsmordklubben’. Der er både en sur gammel mand, en mand, der fortæller dårlige vittigheder, en der aldrig får besøg af sin datter, et ægtepar, der har været gift i uendelig mange år, og en kvinde, der har mistet sin langtidshukommelse. Julia har ugentlige samtaler med hver af dem, og i fritiden nyder hun at være sammen med kollegaerne Greg og Marine.

Der er både sorg, dødsfald, romantik og store følelser i bogen, som også indeholder en overraskelse, der først afsløres til sidst.

Pladderromantik, chicklit, feelgood. Genren har mange navne – jeg synes Grimaldi skriver godt, hun forstår at navigere elegant i mødet mellem mennesker, som oplever både sorg og glæde. Ligesom i bogen ‘Dage efter Pierre’ viser hun, at selv når mennesker er dybt fortvivlede, er der håb forude. Men man skal turde gøre noget, være villig til at ændre på sin situation.

Bogen er let læst, underholdende, følelsesladet – og skøn.

Lån bogen på biblioteket