271
2026
978-87-02-42822-3
1.
I oktober 2020 blev psykologen og mor til to børn, Maria From Jakobsen, dræbt af sin mand, præsten Thomas Gotthard. Jeg husker tydeligt sagen fra aviserne, der var noget uhørt over, at netop en præst slog sin hustru ihjel. Og ikke nok med det – drabet var nøje planlagt og i tiden efter manipulerede han med familie og venner, imens han havde travlt med at skaffe liget af vejen. Det værste var, at han sagde til børnene, at deres mor havde forladt dem og var ligeglad med dem.
Bogen fortæller Marias historie i 3 afsnit: ‘Før drabet. Efter drabet. Livet uden Maria’.
Journalist Line Vaaben har talt med familie og venner og bogen fortæller om Marias liv før mødet med Thomas, deres ægteskab – og senere familiens kamp for at sikre børnene den nødvendige støtte. For en helt almindelig familie, der ikke har været i kontakt med sagsbehandlere og ikke er inde i lovgivning og paragraffer, har det været svært at navigere i. Børnenes mor er blevet dræbt og deres far fængslet for drabet. Børnene bliver hentet af deres mormor og morfar, da Thomas bliver anholdt – de må ikke tage noget med fra huset, som er afspærret af politiet. Så børnene står uden tøj, skoletasker, legetøj – som må købes med det samme – og efterfølgende må bedsteforældrene kæmpe for at få nødvendig psykologhjælp til børnene. Midt i sorgen må de kæmpe med kommunen og samtidig prøve at finde ud af alt det praktiske, da børnenes far stadig er indehaver af forældremyndigheden – ham ønsker børnenes mormor og morfar selvfølgelig ikke kontakt med.
‘Dem vi stolede på’ – er i første omgang Thomas, Marias mand og far til deres to børn. Ingen havde forestillet sig, hvad han var i stand til. Han var charmerende, nærværende, en utraditionel præst – familien opfattede ham som en god mand og han formåede at spille rollen som den forladte ægtemand.
Senere stoler familien på kommunen – men bliver afvist gang på gang og føler sig svigtet. Bedsteforældrene er pensionister og havde forventet økonomisk hjælp til dels at købe nyt tøj mv. til børnene, dels mere end 3 timer med en psykolog.
Det er en meget sober og grundig fortælling om Maria – det vidner om en stærk familie, at de har haft overskud til i deres store sorg at tale med Line Vaaben om Marias liv.
Det er en hård, men vigtig fortælling. Den blev læst i små bidder, det var nødvendigt for at kunne rumme den.
Jeg kan anbefale bogen, som kommer bagom det, der har været skrevet i aviserne, og giver os et indblik i Marias liv – og sorgen og traumerne, Marias familie blev udsat for og er tvunget til at leve med. En sorg, der fylder i tankerne hver eneste dag.
Anmelderbog

