0 kommentarer

Til havs af Dörte Hansen

af d. 25. februar 2026
Info
 
Sideantal

329

Udgivet

2026

ISBN

978-87-7917-720-8

Originaltitel

Zur See

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Citat bagsiden: ”Alle ved, at havet hverken er godt eller ondt, men begge dele. En uberegnelig mor, som man elsker og frygter. Som vugger sine børn og mader dem, leger med dem og somme tider trækker dem ned på havbunden og æder dem”

”Til havet” foregår på en ø et sted i Nordsøen og er en kærlighedserklæring til havet og de mennesker, der har levet og lever i pagt med havet. Det er en poetisk og dejlig roman, hvor læseren føler stor samhørighed med øens beboere. Dörte Hansen er formidabel til på lavmælt måde at tegne troværdige menneskeportrætter og scenarier og levendegøre dem.

Romanen handler om familien Sander, der har boet i generationer på øen. Det er fortællingen om kvinder, der venter på mænd, der er på havet. Om fåmælte mænd, der indtager hjemmet, når de er i havn. Om de ting, de efterlod i skibskister og hjerter. Om smykker købt i fjerne havne. Om forventninger. Om at holde ud, holde ved og få det bedste ud af alting. Om at være den stærke og om at være svag. Om at turde sætte sig selv i spil.

Øen er under forandring, turisterne strømmer til. Først bor de på pensionat, senere opkøber de forladte fiskerhuse og omdanner dem til weekendboliger. De fastboende skal finde deres ståsted midt i denne forandring, hvor livet til havs afløses af en økonomisk afhængighed af turisterne.

Hos famlien Sander lejes der værelser ud til turisterne. Hanne Sander hygger om gæsterne. Mand og børn indgår som kulisser i sommeridylen. Jens Sander – manden –flytter ud i en fuglehytte og lever der i 20 år som eremit, inden han uanmeldt dukker op igen hos familien.

Datteren Eske er blevet plejehjemsassistent på øen, og sønnen Ryckmer, der tidligere har været kaptajn er gået fra borde, flyttet hjem til sin mor og blevet alkoholiker. Sønnen Henrik, der altid har været lidt af en enspænder, går rundt på stranden og finder drivtømmer, som han omdanner til fabelvæsener og kitch, som han sælger til turisterne.

Øens præst har mistet troen, ikke kun på samlivet med konen, der insisterer på et weekendægteskab, han har også mistet troen på sin herre og Gud. Og hvordan er man så præst?

Bogen er en afviklingshistorie om, hvordan en ø går fra at være et sømandssamfund til en turistkulisse. Hvordan en præst mister troen. Hvordan en mand forlader sin familie for at vende hjem efter 20 år. Hvordan en mor passer på sin alkoholiske søn. Hvordan en kvinde passer de gamle og fravrister dem deres historier. Hvordan en frihedselskende dreng bliver til en mand, der laver fabelvæsener af vraggods. Og det er historien om det store, fascinerende hav, der binder det hele sammen.

Citat side 326/327: ”Men intet menneske, ingen hund, ingen måne er halvt så troløst som havet, der savner ingen, end ikke Henrik Sander. Havet, der lader sig elske så højt uden nogensinde selv at elske nogen”.

Anmeldereksemplar

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter