205
2026
978-87-02-42959-6
On était des loups
oversat af Rasmus Stenfalk
1.udgave 1.oplag
Liam bor isoleret i bjergene med sin hustru Ava og deres lille søn Aru. Det er Ava, der tager sig af Aru, som nu er 5 år. Liam kender ham dårligt nok, det var aldrig hans ønske at få et barn – dog glæder det ham, at Aru altid løber ham i møde, når han vender hjem fra jagt.
Bjergene, naturen, at gå på jagt og leve af det han kan skyde og finde i naturen – sådan er hans liv. Han trives ikke blandt andre mennesker, han er en enspænder.
Men en dag, han kommer hjem fra jagt, er der noget galt, det mærker han straks. Aru kommer ikke løbende, og Liam finder Ava, døende, angrebet af en bjørn. Aru gemmer sig under hendes skørter og er uskadt.
Liam kan slet ikke overskue at skulle være alene med Aru. Han vil være en klods om benet, når han skal på jagt. Et lille barn er ikke til nogen nytte – kun besvær. Så han beslutter sig for, at Aru må væk. Han sadler hestene, og de to drager ud på en meget lang og farefuld rejse, som ikke går som Liam havde regnet med. Der sker flere ubehagelige ting på den rejse.
Jeg blev grebet af fortællingen om, hvordan tingene ændrer sig imellem dem i løbet af rejsen, men var også forundret over beskrivelsen af den 5-årige dreng, der sidder på en hest i dagevis, ikke græder over sin døde mor, ikke siger noget, men blot følger med sin far. Jeg kender ingen 5-årige, der ville kunne gøre det – men han er selvfølgelig vokset op under helt specielle forhold, alene i ødemarken sammen med sine forældre. Og så ligner han formentlig sin far af sind.
‘Aru taler ikke. Han er et tavst barn jeg vidste ikke at et lille barn kunne være så tavst. Det er ikke fordi han ikke kan for jeg har hørt ham når han har haft noget at sige, så snakker og snakker han det er som en bæk han klare stemme pludrer afsted den er ikke til at stoppe og jeg tænker at jeg elsker hans stemme der er så rene lyde i den barnestemme’
Sprogligt er bogen speciel, der er ikke sat ret mange kommaer, så sætningerne flyder, jeg forestiller mig, at det er Liams tanker, der strømmer ud. Det fungerer godt.
Naturen spiller en meget vigtig rolle, ja, naturen er en af bogens hovedroller, så meget lever Liam i pagt med naturen.
Det er en smuk og intens roman om den afmagt, sorg og vrede, der fylder Liam, da hans verden pludselig ændrer sig så smertefuldt.
Liam bliver tvunget til at tage sit liv op til ny overvejelse og finde ud af, hvordan Aru kan få en rolle i hans liv – og hvordan han skal være far for Aru.
Anmelderbog

