Hun skal leve af Anders Roslund

Anders Roslund kan noget med åbninger- hør bare her, hvordan ”Hun skal leve” begynder, citat side 7:

”Jeg er fem år. Næsten helt nøjagtig. Det ved jeg. Fem år og nogle dage og nogle nætter. Det er, som om det lige var sket, og jeg sad ved køkkenbordet med mor på den ene side og far på den anden og Eliot og Julia lige overfor og blæste fem lys ud på én gang, de stod ligesom midt inde på kagen og var røde og måske også en lille smule blå, men kun allerlængst nede, hvis man kiggede godt efter”.

Scenen er sat. Man kan se det lille væsen for sig. Og så krakelerer det hele pludseligt.

Der er sket en forfærdelig forbrydelse, nogen er brudt ind og har slået hele familien undtagen den lille pige ihjel, og det er fundamentet for fortællingen. Kriminalkommissær Ewert Grens er den første på gerningsstedet, og han bærer den lille pige væk fra gerningsstedet, men forbrydelsen bliver aldrig opklaret. Pigen bliver bortadopteret, men Ewert bærer mindet om den lille pige hos sig.

Mange år senere bliver Ewert bliver kaldt ud til den samme lejlighed, hvor der er blevet begået et mærkeligt indbrud. Intet er stjålet, men et gulvbræt er brækket op.

Parallelt forsvinder der nogle papirer på politigården og en hemmelig agent, der er gået under jorden bliver truet på sit liv.

En hvirvelvind af action tager fart og snart befinder vi os  i en hemmelig lejlighed i Stockholm og snart i Albanien blandt våbensmuglere og kriminelle. Hvordan det hænger sammen skal ikke afsløres her.

Anders Roslund tegner nogle meget troværdige og levende portrætter af sine personer – og undervejs i hele historien tumler man i baghovedet med, hvad det hele har med den lille pige at gøre. Men det har det i høj grad.

En meget læseværdig krimi, der har det hele – spænding, et godt plot og nogle fine personskildringer, som giver historien dybde og som bliver hos læseren efter sidste side er vendt.

Lån bogen på biblioteket