Himlen over vildmarken af Kristin Hannah

Leni er vant til det. Hendes mor, der prøver at berolige hendes far, som har en meget kort lunte og igen og igen slår moren. Alligevel elsker de hinanden, og moren vil ikke forlade ham – hun tilgiver ham gang på gang, håber hele tiden, at han igen bliver som før han blev taget til fange under Vietnamkrigen. Han bliver meget hurtigt meget vred, kan ikke holde på et job, og de er efterhånden flyttet en del gange. Leni har aldrig prøvet at falde til et sted, at få en ven.

Men en dag kommer faren glad hjem og fortæller, at han har arvet et hus i Alaska – de skal (igen) flytte, starte på en frisk. Han er sikker på, det vil gøre ham godt. Leni og hendes mor må bare følge med. ‘I sidste ende var det ligegyldigt, hvad hun eller mor ønskede. Far ønskede sig en ny begyndelse. Det havde han brug for. Og mor havde brug for, at han var lykkelig.’

Men vinteren i Alaska er mørk og kold, og sådan en lang, mørk periode får det værste frem i faren. Alligevel kommer Leni til at holde af Alaska – for første gang i sit liv får hun en rigtig ven og selv om hun må arbejde hårdt, elsker hun også den barske natur. De vilde dyr, som ulve og bjørne er ikke nær så faretruende som hendes far. Han banker gang på gang moren, og bliver mere og mere paranoid –  i det lille samfund er der flere, der prøver at hjælpe, men det er svært, når hun ikke vil hjælpes.

Første del af bogen handler om livet i Alaska, og handlingen er langsom og roligt fremadskridende med vægt på livet i familien, det hårde arbejde for at skaffe forråd til vinteren, Lenis skole og venskabet med Matthew, hendes første rigtige ven. Både kulden, det barske klima, naturen, personer og stemninger er virkelig fint skildret, det er næsten som at være der selv.

I anden halvdel af bogen sker der masse dramatiske ting, som jeg selvfølgelig ikke kan røbe – men der kommer mere fart på handlingen og jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig – sidste halvdel blev læst i et langt stræk.

Bogens handling starter i 1974, hvor Leni er 13 år – og den slutter med en artikel, skrevet af Leni i 2009 *Mit Alaska’, hvor man får en afrunding på Lenis historie. Ligesom i bogen ‘Kvinderne’ af samme forfatter, har Kristin Hannah taget fat på eftervirkningerne efter Vietnamkrigen – her i skikkelse af Ernt, Lenis far, som har været taget til fange i krigen og uden tvivl har PTSD i alvorlig grad, men ikke får nogen hjælp. Samtidig er det en meget fin beskrivelse af et samfund i forandring, men også et samfund, hvor de fastboende hjælper hinanden og bekymrer sig om naboernes ve og vel. Og ikke mindst skildringen af en ung pige, bogens hovedperson Leni – som meget tidligt bliver voksen grundet alle de traumatiske oplevelser, hun får i Alaska. Men Leni er en overlever. Og bogen får trods alt en god afslutning. Hvis du – ud over Kristin Hannahs bøger –  kunne lide ‘Noget om Grace’ af Anthony Doerr, tror jeg, du vil synes om denne bog.

Jeg kan under alle omstændigheder anbefale bogen. Det er en af de bøger, man savner, når den er slut.

Lån bogen på biblioteket