355
2026
9788702439373
What We Can Know (oversat af Rasmus Hastrup)
1. udgave, 1. oplag
Ian McEwans ”Hvad vi ved” er en roman, der på én og samme gang er både enkel og imponerende. Som læser bliver man hurtigt trukket ind i fortællingen, men det er først undervejs, at man opdager, hvor mange lag der gemmer sig under overfladen. McEwan skriver med en sikkerhed, der får selv de sværeste spørgsmål til at fremstå naturlige og vedkommende.
Romanen følger to mennesker, hvis liv flettes sammen gennem kærlighed og de valg, der skaber et liv. Samtidig udfolder fortællingen sig i en tid med samfundsmæssige forandringer, som påvirker både personerne og deres syn på verden. Det er en historie om forhold, erindringer og den viden, vi tror, vi har om os selv og andre.
Et af bogens stærkeste træk er personbeskrivelserne, der er både levende og troværdige. De er ikke nødvendigvis sympatiske, men man kan bære over med dem alligevel fordi de føles så menneskelige.
Samtidig er sproget præcist og nøgternt. Læseren fornemmer klart og tydeligt en forfatter, der har fuld kontrol over sit materiale og derfor har bogen også en tyngde, der gør, at det ikke bare er endnu en god historie.
Jeg har tidligere læst ”Barnets tarv” og også her demonstrerer McEwan den styrke, der har gjort ham til en af sin generations mest anerkendte britiske forfattere. Selvom de to bøger er forskellige i både emne og stemning, deler de den samme litterære kvalitet – en forståelse af mennesker og deres livsvilkår.
”Hvad vi ved” er derfor ikke blot en velskrevet roman, men endnu et bevis på McEwans talent. Han har bedrevet en bog, der bliver ved med at rumstere efter sidste side – og det er svært ikke at sidde tilbage med følelsen af, at de mange rosende anmeldelser af Ian McEwans forfatterskab er fuldt fortjente.
Anmelderbog

