0 kommentarer

Jeg skal gøre dig så lykkelig af Anne B. Ragde

af d. 6. februar 2025
Info
 
Sideantal

272

Udgivet

2012

ISBN

9788763822640

Originaltitel

Jeg skal gjøre deg så lykkelig - oversat af Camilla Christensen 

Udgave

1. udgave

 

Norske Anne B. Ragde er en formidabel menneskekender. Helt ubesværet kryber hun dybt ind under huden på både kvinder og mænd (med og uden børn) samt små artige piger og opløbne knægte med hormonerne uden på tøjet – og blotlægger hver enkelts inderste længsler og følelser for læserens undrende perceptionsapparat.

På overfladen er kollektivromanen “Jeg skal gøre dig så lykkelig” en art Huset på Christianshavn på norsk. Vi følger efter tur beboerne i otte lejligheder i en tidstypisk opgang i Trondhjem i 1965. Der er ikke megen kontakt mellem lejlighederne og dermed ingen decideret handling i bogen. Vi er mestendels blot på besøg hist og pist – og det er svært underholdende.
Allerførst møder vi den frodige fru Åsen i stuen til venstre. Hun er grebet af rengøringsvanvid i middelsvær grad. Trappen vaskes og dækslet til affaldsskakten pudses i et væk. Dels fordi det jo skal se pænt ud for de forbipasserende naboer, som hun ved fortvivlende lidt om. Dels fordi hun som hjemmegående husmor ville kede sig ihjel inde i den trange lejlighed, hvis hun ikke hev spanden med “godt sæbevand” ud på trappeopgangen.
Kvinderne i opgangen er i det hele taget travlt beskæftigede med at gøre rent, bone gulve, koge torsk i hvid sovs, læse ugeblade og ryge cigaretter i endeløse baner, mens de funderer over, hvad der sker inde bag opgangens andre lukkede døre. Og venter på, at deres mænd kommer trætte og sultne hjem fra jobbet med at sælge henholdsvis folkevogne og fiskesuppe, lærergerning og oversætterarbejde.
Flere af mændene kunne godt tænke sig noget mere sex, men deres koner med de sprukne hænder og værkbrudne kroppe orker sjældent. Lystne tanker og blikke sendes op til den dårende dejlige Peggy-Anita Foss på tredje, som efter sigende gør rent splitterfornøjet, mens hun afventer den heldige mands hjemkomst efter dage på vejen som sælger.
Tidsbilledet i “Jeg skal gøre dig så lykkelig” er eminent. Tænk, hvor kort tid siden det er, at kønsrollerne var så fastlåste; at ikke alle husstande havde tv-apparat, støvsuger, vaskemaskine; at hver en femøre måtte vendes mere end en gang; at farmand varpede ungerne en på lampen, hvis han var i det humør.
Den korte roman er ikke bare sjov og tankevækkende, den er også en præcisionstur i tidsmaskine tilbage til et årti med helt andre beskedne værdier og drømme end her i 2020’erne, hvor materiel overflod og globalisering sætter dagsordenen.
Bedømmelse
Karakter