Hilde af Klas Östergren

”En frisøndag i Berlin kom Hilde Wangel ud for noget, der skulle forandre hendes liv fundamentalt…”

Hilde Wangel optræder normalt som bifigur i de to Ibsen-dramaer ”Fruen fra havet” og ”Bygmester Solness”, men Klas Östergren, en af Nordens førende stilister, tildeler hende nu den absolutte hovedrolle.

Romanen ”Hilde” er en udløber af Ibsen NOR-projektet, hvor tre nordiske forlag har bedt en topforfatter fra hver sit land om at skrive et stykke prosa  inspireret af Ibsens dramaer.

Salig Ibsen ville ha’ været yderst tilfreds med Östergrens præstation. Ikke alene får den svenske elegantier opridset og sammensvejset persongalleri og hovedtemaer i to teaterstykker; han lykkes også med at skabe et selvstændigt fængende romanportræt af moderne ung kvinde anno dazumal.

Skrivestilen er som en let opdateret udgave af datidens sprogbrug, uendeligt let at læse

”Ud af det blå blev hun ramt af et voldsomt ubehag…”

Den kække og ukuelige Hilde Wangel oplever et regulært sammenbrud på en lille café i Tiergarten. Et tilsyneladende uprovokeret angstanfald, der sætter en stopper for hendes hidtidige liv som repræsentant i et lille rejsebureau, der skal lokke velhavende tyskere til Norge.

Vi er i Weimarrepublikkens Berlin i starten af 1920’erne. Hildes velmenende chef sender hende til en nervelæge, men ad omveje havner hun hos doktor Liebig, der praktiserer en ny tids videnskab, Sigmund Freuds sagnomspundne psykoanalyse.

Hilde må en tur på briksen, og til hendes, lægens og læserens forundring dukker næsten glemte skikkelser og begivenheder frem af tågerne.

I hendes spæde teenageår var der jo noget med den berømte arkitekt Solness, der blev lidt for begejstret for hende. Men præcis hvor langt gik han egentlig? Ti år senere opsøgte hun Solness, og det møde fik vældige konsekvenser. Men var hændelsen ikke bare en følge af Hildes ubændige trang til at ”pille ved andres skæbne”, eller var det noget personligt?

Hilde opfatter sig selv som en kvinde med ”en robust samvittighed”. Hun lader sig ikke tynge af tidens snævre moralbegreber, tager gerne på nudiststrand, forbeholder sig ret til at leve, som hun selv vil uden at lade sig fange ind af ”farveløse” mænd.

Især kvinder har en tendens til at opfatte Hilde som “en manipulerende eventyrerske”. Men alt har jo en årsag, og doktor Liebig graver møjsommeligt tilbage til Hildes tidligste barndom. Her optræder et blåt spisestel med en romantisk italiensk hyrdescene – der kan tolkes på flere måder.

Bogen skifter nu karakter fra at være en traditionel roman om en bemærkelsesværdig ung kvinde til at blive en art journal, hvor en indlevende psykoanalytiker gør sig sine tanker om, hvad der monstro har ført til patientens sammenbrud.

Östergren indfører elegant læseren i den endnu famlende psykoanalyses mål og midler. Han graver et spadestik dybere end Ibsen, men i fuld overensstemmelse med den gamle fritænkers egne intentioner. Det er ikke bare stilbevidst og dybt interessant; det er mesterligt.

Lån bogen på Bibliotek.dk