Her hvor jeg ringer fra af Raymond Carver

Lige før jul forærede en fyr fra Gyldendal mig Raymond Carvers novellesamling ”Her hvor jeg ringer fra”. Nu, hvor bogen er fortæret og fordøjet i små nydelsesfulde bidder, forstår jeg hvorfor. Han ville vise, hvordan en sand mester arbejder. Læs og lær, min ven.

Carver skriver i den klassiske, amerikanske tradition. Fåmælt, mandigt, dragende. Hans short stories er netop – korte fortællinger; hver og én af de 34 noveller indeholder en fuldbyrdet historie, hvor forfatteren midt i forløbet sætter blænde på et enkelt moment, som belyses i detaljer, mens begyndelse og slutning skitseres med løs hånd, tilsyneladende nonchalant, men reelt med stor virtuositet. For læseren lades aldrig i stikken; der er aldrig et ord for lidt; endsige for meget.

Og dét er en foræring: 34 spændende bøger på blot 437 sider.

At referere ‘handlingen’ er selvsagt uladsiggørligt. Alligevel har mange af historierne en fælles rød tråd, som nemt lader sig beskrive: Alkohol, melankoli, magtesløshed, The American Dream på vrangen. Trist? Slet ikke, for Carvers personer ejer ikke skyggen af selvmedlidenhed. De tilbyder et nøgternt indblik i deres øjeblikkelige situation, og selv om deres problemer som oftest er selvforskyldte, får man uvægerligt sympati for den pågældende helt/-inde.

I sit forord mere end antyder Rifbjerg, at Carver som brændstof på sin skrivemaskine fyldte store mængder sprut. Meget muligt, men manden er knivskarp, sproget skåret til som med en ragekniv.

Fra ”Katedral”:
””Jeg har ingen blinde venner,” sagde jeg.
“Du har overhovedet ingen venner,” sagde hun. “Punktum. Bortset fra det,” sagde hun, “så er hans kone lige død, for fanden! Kan du ikke forstå det? Manden har mistet sin kone!”
Jeg svarede ikke. Hun havde fortalt mig lidt om den blindes kone. Hun hed Beulah. Beulah! Det er et navn af den slags, farvede kvinder har.
“Var hans kone neger?” spurgte jeg.
“Er du gal?” sagde min kone. “Flipper du helt ud eller hvad?” Hun tog en kartoffel i hånden. Jeg så den falde på gulvet og trille ind under komfuret. “Hvad er der i vejen med dig?” spurgte hun. “Er du fuld?”
“Jeg spørger bare,” sagde jeg.”

Fra ”Nærhed”:
”Hun siger: I lange tider var jeg utrøstelig. Utrøstelig, siger hun. Skriv det ord op i din lille notesbog. Af egen erfaring kan jeg fortælle dig, at det er det tristeste ord, sproget ejer. Men jeg kom i hvert fald over det til sidst. Tiden er en gentleman, var der en klog, gammel mand, der sagde. Eller måske en forslidt, gammel kone, en af delene i hvert fald.”

Lån bogen på Bibliotek.dk